Rådhuset på torvet i Złoty Stok, opført 1801.
2.972 (2004)
Złoty Stok ligger i et bjergområde i den sydlige del af Nedre Schlesien, umiddelbart ved den tjekkiske grænse og midt mellem byerne Kłodzko (mod vest) og Paczków (mod øst). Beliggenheden i den nordlige udkant af bjergkæden Góry Złote (“De Gyldne Bjerge”) rummer store landskabsmæssige og rekreative værdier. Byens navn betyder “Den Gyldne Bjergskråning”.
Fra 1210 har man i et klosterdokument de første oplysninger om jordområder nær Złoty Stok. Et dokument fra 1325 oplyser om eksistensen af en guldmine ved Złoty Stok. Det er denne minedrift, der har givet byen dens navn. I midten af det 14.årh. var Złoty Stok den største producent af guld i Schlesien og blandt de største i Europa. I de bedste perioder udvandt man op til 140 kg. guld om året. Efter guldudvindingens ophør begyndte man at udvinde arsen, en virksomhed der varede til 1961. – Byen var i begyndelsen regeret af polske fyrster af Piast-slægten, siden af tjekkiske konger, af Habsburg-dynastiet, Preussen og Tyskland og den kom først efter 1945 igen under polsk styre.
Guldminen
Den underjordiske turistrute “Kopalnia Złota” (Guldminen), hvor man bl.a. besøger 2 bevarede stoller (minegange) samt et underjordisk vandfald (det eneste i Polen). Et besøg varer ca. 1,5 timer.
Mineralmuseet (Muzeum Minerałów)
ved Kopalnia Złota. Her præsenteres guldudvindingens historie og redskaber, anvendt ved minedriften.
Den Gyldne Sti (Złota Ścieżka)
Turistrute, hvor man i bjergene lige syd for byen følger minedriftens historie, dens lokalisering og forbindelse med byens historie. Undervejs i den smukke natur passeres mange punkter med panoramaudsigt over omegnen.
Treenighedskapellet (Kaplica cmentarny p.w. Świętej Trójcy)
blev bygget i 1583 som kirkegårdskapel af den evangeliske menighed.
Møntværkstedet (Mennica), Plac Kościelny 2
Bygningen af det nye møntværksted i byen blev afsluttet i 1520. På møntværkstedet slog man bl.a. dukater og andre mønter, fremstillet af lokalt guld, samt grosze og andre mønter af sølv. Mønterne var præget med Sankt Kristoffers portræt, Ziębice-Oleśnica-fyrstendømmets våben, fyrst Karol I’s navn og Złoty Stok’s latinske navn (Reichensteinensis). Det var i sin tid det største møntsted i Schlesien.Bygningen blev senere sæde for administrationen af minedriften, først den lokale og siden for større dele af Schlesien.
Det gotiske hus , Rynek 11
Det gotiske hus er oprindeligt fra det 15.årh., men ombygget i det 18.årh.
Fugger’s Hus (Kamienica Fuggerów), Rynek 19
Huset er bygget omkring 1520. Det var sæde for Fugger-familien, der herfra bestyrede deres guldminer i Złoty Stok. Bygget i renæssance- og barokstil med et prægtigt gavlparti var Fugger-bygningen det smukkeste hus på torvet.
Złoty Stok. Tv. ses Fugger’s Hus, i baggrunden Sankt Kristoffers Kirke
Sankt Kristoffers Kirke (Kościół p.w. św. Krzysztofa), Plac Kościelny 2
Kirken, der er indviet til Sankt Kristoffer, skytshelgen for minearbejderne, blev bygget i 1513-1517 på det sted, hvor byens tidligere kirke (fra det 14.årh.)stod. Kirken tilhørte den evangeliske menighed fra 1536. Bygningen blev genopført efter branden i 1638, og den blev nu kaldt Kristi Frelserkirke. Kirken er bygget i renæssancestil. Indgangen under tårnet er smykket med byen Złoty Stok’s våben samt Fyrstendømmet Ziębice-Oleśnica’s våben. I våbenhuset findes gravmæler fra det 16.årh.
Güttler’s Hus (Kamienica Güttlerów), ul.Wojska Polskiego 2
Huset er bygget i 1895 som bolig og kontorbygning for ejeren af arsen-minen “Reicher Trost”, Hermann Güttler.
Sognekirken , Skwer Jana Pawła II 3
Den Allerhelligste Jomfru Marias Ubesmittede Undfangelses Kirke (Kościół parafialny p. w. Niepokalanego Poczęcia Najświętszej Panny Marii) er bygget i 1875-76 og indviet i 1883.
Vejen fra Złoty Stok til Lądek-Zdrój byder på flere smukke udsigtspunkter.
Booking.com
Gmina Złoty Stok (Byens og kommunens officielle side) – Her også praktiske informationer for turister.
Spisesteder:
Gmina Złoty Stok (Byens og kommunens officielle side) – Her også praktiske informationer for turister.
Gmina Złoty Stok (Byens og kommunens officielle side)
This page is also available in English. Denne side og indhold er (c) Copyright 2018- www.spangshus.dk. Baseret på Inviator software af ISCA Software