Wodzisław Śląski. Udsigt mod den gamle by. – Photo by: Marzena Machnik, Wodzisław – Stare Miasto Widok, CC BY-SA 3.0
48.584 (2016)
Byen Wodzisław Śląski ligger i det sydlige Polen, i Øvre Schlesien, sydvest for Katowice, få kilometer nord for grænsen til Tjekkiet.
I 1241, efter tatarernes angreb (hvor den hidtidige bebyggelse sandsynligvis blev afbrændt), blev Władysław Opolski fyrste af Racibórz og Opole. Han herskede i årene 1246-1281, og hele Øvre Schlesien tilhørte ham. I hans tid blev en række nye byer grundlagt, herunder Wodzisław.
Det kan ikke præcis siges, hvornår Wodzisław blev grundlagt, da ingen dokumenter er bevaret, men efter alt at dømme skete det mellem 1246 og 1257. Som tidspunkt for tildelingen af købstadrettigheder angives imidlertid 1257. Fyrst Władysław viste særlig stor interesse for byen Wodzisław’s udvikling; han befæstede byen og gav den sit eget navn, som tidligere havde formen Wodzisław.
Omkring 1280 ødelagde en brand mange af de træbyggede huse i Wodzisław. Byen blev først genopbygget omkring 1299. De mest fremtrædende indbyggere var håndværkere og handlende. Fiskeopdræt var også et vigtigt erhverv.
Władysław I, der ville fremme foreningen af de polske landsdele, gav sin datter, Konstancja, som hustru til fyrst Henryk IV Prawy. Ægteskabet var ikke vellykket og parterne skiltes. Konstancja valgte herefter at bosætte sig i Wodzisław, og derfor blev landet omkring byen oprettet som Fyrstendømmet Wodzisław, specielt til hende. Efter hendes død indlemmedes Wodzisław-området igen i Fyrstendømmet Racibórz, men fra 1327 blev det et len under den tjekkiske krone.
Fra dette tidspunkt og frem til det 16.årh. blev området først arvet og siden solgt til forskellige tjekkiske og tyske stormænd – verdslige såvel som kirkelige. Fra 1490-1502 ejedes Wodzisław af Władysław II Jagiellończyk (tjekkisk: Vladislav II Jagellonský), der var søn af den polske konge Kazimierz IV Jagiellończyk, og som selv blev konge af Tjekkiet, Ungarn og Kroatien.
Omkring år 1500 oprettedes Staten Wodzisław, bestående af byen og omegnen med adskillige småbyer og landsbyer. Denne stat havde egen administration, men var dog i begyndelsen under tjekkisk overhøjhed, siden østrigsk og preussisk. Den selvstændige administration bevaredes indtil begyndelsen af det 19.årh.
Fra 1740 hørte næsten hele Schlesien og herunder også Wodzisław-området under Preussen. Dette medførte en kraftig germanisering af byen og området. I 1809 gennemførtes det første valg til byrådet (24 medlemmer). Kun de borgere, der ejede hus eller værksted på byens område havde valgret.
I begyndelsen af 1800-tallet blev industrialiseringen af byen og omegnen forstærket, især jernværksindustri og udvinding af stenkul. Antallet af miner voksede. Efter en ødelæggende brand i 1822 blev byen genopbygget – nu med et meget større antal grundmurede bygninger. Klosterkirken blev i 1830 overladt til den evangeliske menighed, der organiserede en skole tilknyttet til kirken. I byen fandtes også en katolsk og en jødisk skole. Af erhvervsvirksomheder fandtes i Wodzisław 4 bryggerier, 4 brænderier, en vandmølle, teglværk, farveri, tobaksfabrik og en stivelsesfabrik. Der var ikke noget sygehus, men derimod et apotek. Af statslige bygninger var der en retsbygning og et posthus.
Efter 1.verdenskrig, i 1922, indtog den polske hær hele det daværende Rybnik Distrikt, herunder Wodzisław. Byen blev hermed en del af det Schlesiske Amt. Den 1.september 1939 om morgenen blev Wodzisław erobret af tyske styrker. Under hele besættelsen foregik en omfattende forfølgelse af de polske indbyggere. Ved slutningen af krigen gik en “dødsmarch” med udsultede fanger fra KZ-lejren i Oświęcim (Auschwitz) og dennes underlejre til Wodzisław. Herfra blev de overlevende fanger transporteret i togvogne til Tyskland. Ved Wodzisław findes en fællesgrav for nogle af ofrene fra denne dødsmarch. Der findes også andre steder i byen mindetavler for henrettede KZ-fanger. Den 26.marts 1945 blev byen efter heftige kampe befriet af afdelinger af den sovjetiske hær samt en tjekkoslovakisk panserbrigade. På det tidspunkt var omkring 80 % af byen ødelagt. I Wodzisław findes et mindesmærke, der hylder soldaterne fra den tjekkoslovakiske brigade, der deltog i befrielsen af byen.
Under Den Polske Folkerepublik skete først en genopbygning af byen, siden en udvidelse af bygrænserne og oprettelsen af Wodzisław distrikt. Tobaksfabrikken og teglværket genoptog produktionen. Vandforsyningen, kloaksystemet og elnettet blev udvidet. Mineindustrien blev videreudviklet. I 1975 blev Wodzisław distrikt nedlagt. Samme år blev byområdet forøget med 4 mindre, nærliggende bysamfund. Indbyggertallet steg hermed til ca.113.000 i 1990. I de følgende år blev de samme 4 småbyer igen udskilt som selvstændige byer og i år 2000 var indbyggertallet faldet til ca.50.000.
Efter systemskiftet i 1989 blev Wodzisław distrikt genoprettet i 1999, og byen blev det lokale center for administration, serviceydelser, handel og industri.
Panorama over Den Nye By i Wodzisław Śląski set fra nordvest. – Photo by: – Omen600606, Wodzisław Śl.Nowe Miasto-Panorama, CC BY-SA 3.0
Seværdigheder i udvalg:
Mariæ Himmelfarts Kirke
Kirken står på byens højeste punkt umiddelbart nord for det store torv og dominerer hele bymidten. Den nuværende kirke er opført i 1909-1911 i neogotisk stil på stedet for den tidligere kirke. Den første kirke byggedes i 1257, mens den første grundmurede kirkebygning opførtes ca.1528.
Slottet i Wodzisław Śląski
Slottet, kaldet Dietrichstein-slottet, er bygget 1742-1747, i klassicistisk stil, på stedet for den byens middelalderlige borg fra ca. 1257. I Wodzisław fandtes endnu tidligere en befæstet bebyggelse, der blev ødelagt af tatarerne i 1241. Greve Guidobald von Dietrichstein (1717-1773) bekostede byggeriet af det nye slot. I dag er slottet sæde for bl.a. det kommunale civilstandskontor og Bymuseet.
Franciskanerklosteret
bygget i gotisk stil, opstod straks efter 1257 og virkede som kloster til 1810. Bygningen er i dag sæde for Byretten.
Den Hellige Treenigheds Kirke
var tidligere Franciskanerklosterets kirke, men tilhører nu den evangelisk-augsburske menighed.
Riddertårnet og Grodzisko
Riddertårnet – også kaldet Det Romantiske Tårn – blev bygget 1867 af byens daværende ejer Edward Brauns. Det blev opført på en naturlig forhøjning i terrænet, kaldet Grodzisko, nordøst for det nuværende bycenter. “Grodzisko” kan oversættes til dansk som “voldsted”, men forstås her mere bredt som navnet på beliggenheden af det ældste bysamfund på stedet, dvs. før 1257 og før byen fik navnet Wodzisław. Tårnet er i neogotisk stil og ca. 20 meter højt. I slutningen af 1920’erne blev der indrettet restaurant og udsigtspunkt i tårnet. Mellem 1938 og 1991 var tårnet i meget dårlig stand. Herefter blev det renoveret som udsigtspunkt, men kun for at blive udsat for en påsat brand i 2004. I 2012 blev tårnet påny renoveret, både udvendigt og indvendigt.
Borgparken
- Park Zamkowy – ligger på sydsiden af Dietrichstein-slottet.
Gennem den sydlige del af byen løber en ganske smal flod, Lesznica, der længere sydpå har sit udløb – sammen med Szotkówka – i Olza, der her er grænseflod mellem Polen og Tjekkiet.
Fra Wodzisław er der med hovedvej 78 ca. 19 km til den tjekkiske grænse (grænseovergang Chałupki).
This page is also available in English. Denne side og indhold er (c) Copyright 2018- www.spangshus.dk. Baseret på Inviator software af ISCA Software