Warszawa - side 8

Indholdsfortegnelse for Warszawa:
Warszawa – side 1 .
Warszawa – side 2
Warszawa – side 3
Warszawa – side 4
Warszawa – side 5
Warszawa – side 6
Warszawa – side 7
Warszawa – side 8
Warszawa – side 9

Omegnen

Góra Kalwaria (35 km syd for Warszawa)
Byplanen i Góra Kalwaria repræsenterer en af de mest originale bygrundlæggelser i Mazowsze fra barokperioden. Grundlaget for byplanen er det latinske kors. Korset dannes af to akser, nemlig gaderne Kalwaryjska og Rynek – den akse der forløber vinkelret på Wisła – og gaderne Dominikańska og Pijarska, der danner den korte korsarm. Som en analogi til planen for Jerusalem blev byplanen understreget ved placering af tre klostre for enden af armene (der skulle symbolisere Jerusalems porte), det vil sige ved udfaldsvejene. De øvrige elementer i det religiøse kompleks blev også indført i analogi til planen for Jerusalem – med de modificeringer, som den lokale situation nødvendiggjorde.
Bernadinerklosteret. Klosterkomplekset, der opførtes på resterne af en tidligere kirke, blev bygget efter et projekt af Jakub Fontana i 1848; det blev restaureret efter ødelæggelser i 1915. Indtil 1864 tilhørte klosteret Bernardinerordenen; efter 1952 tilhører bygningerne Marianerordenen.
Den Allerhelligste Jomfru Marias Ubesmittede Undfangelses Kirke (Kościól p.w. Niepokalanego Poczęcia Najświętszej Marii Panny) er i barokstil, det indre i barok- og rokokostil. Prædikestolen er fra 3.fjerdedel af det 18.årh. (i rokokostil) og Sankt Walerian’s sarkofag i sort marmor – i barokstil – er fra slutningen af det 18.årh. I krypten er grundlæggeren af kirken og klosteret, Fr.Bieliński, begravet. Klosterbygningerne ved siden af kirken er i barokstil og stammer fra ca. 1755.
Antonius af Paduas Kapel (Kaplica św. Antoniego z Padwy) i barokstil er fra 2.halvdel af det 18.årh. og er bygget på flodskrænten.
Helligkorskirken (filialkirke) “Na Górce” er i barokstil og rejst på en kunstig forhøjning i 4.fjerdedel af det 17.årh., grundlagt af biskop St. Wierzbowski som det såkaldte Pilatus’ Rådhus; bygningen er en af de centrale elementer i det Kalwaria, der opstod på det tidspunkt.
Rektor-kirken (Kościól Rektoralny p.w. Opatrzności Bożej na Mariankach) er grundlagt 1674 af biskop St. Wierzbowski.
Det tidligere Piaristkollegium (Kolegium Pijarów) blev grundlagt i 1675 af biskop St.Wierzbowski. I 1819 blev bygningerne omdannet til kaserne for den russiske hær. Fra 1841 – efter en ombygning – var det herberg for gamle og invalide. I 1862 blev stedet igen restaureret og ombygget – efter projekt af Henryk Marconi. På det tidligere kollegiums område findes det neogotiske Maria-kapel og et plejehjem.
Rådhuset er fra 1829-34 og tegnet af arkitekt Bonifacy Witkowski med tilføjelser af Henryk Marconi (søjlearkaderne). Bygningen blev restaureret i 1919-20. Rådhuset, der blev ødelagt under 2.verdenskrig, blev genopbygget i 1950-51.
Den tidligere Fredsdomstol (Sąd Pokoju) er en bygning fra overgangen mellem det 18. og 19.årh., det såkaldte “bispepalæ”. Bygningen var sæde for Czersk-distriktets Fredsdomstol i en periode i 1.halvdel af det 19.årh. Efter 1845 blev det omdannet til beboelse. Fra 1958 huser bygningen Statsarkivet i Warszawa.
De tidligere Kramboder (Kramy) fra 1836 er tegnet af arkitekt Bonifacy Witkowski. I dag bruges de i overensstemmelse med den oprindelige hensigt, idet de er indrettet til butiks- og servicecentre.
Det Private Etnografiske Museum. Museet er bygget på en høj, hvor Dominikanerklosteret tidligere stod; om klosteret vidner stadig visse murrester.
Se også den selvstændige side om Góra Kalwaria.

Czersk (37 km syd for Warszawa, 2 km syd for Góra Kalwaria).
Ifølge overleveringen fandtes der her allerede ved overgangen mellem det 11. og 12.årh. et befæstet område, et kastel, der var af betydelig vigtighed på grund af de hyppige litauiske angreb. Ved slutningen af det 14.årh. begyndte fyrst Janusz I at opføre en mægtig, muret borg, hvis bygning blev afsluttet i begyndelsen af det følgende århundrede. Befæstningslinien blev bygget i hesteskoform og de høje mure blev forsvaret af tre fæstningstårne, spækket med murtakker og skydeskår. Borgen var helt tydeligt et militært bygningsværk. Indenfor murene, i den trekantede borggård, fandtes i sin tid en beboelsesbygning samt en slotskirke (Sankt Peters Kirke), der sandsynligvis stammede fra det 12.årh. Indtil det 15.årh. var Czersk det foretrukne opholdssted for de masoviske fyrster. Flytningen af det fyrstelige hof til Warszawa i begyndelsen af det 15.årh. var afgørende for borgens skæbne. Om Czersk-borgens forsvarsevne vidner de bevarede mure, der oprindeligt var 7-8 meter høje. Fundamenterne var ca. 5-5,5 m. høje med en tykkelse på 180-185 cm. Et afgørende slag fik borgen i det 17.årh. under svenskekrigene. En del af den svensk division, der var blevet spredt af Czarniecki i slaget ved Warka den 7.4.1656, søgte tilflugt i borgen i Czersk. Efter tre dages ophold nedbrændte svenskerne byen og sprængte de ydre befæstninger i luften.


Borgen i Czersk – med udsigt mod nord (Foto: Jakob Hoffmann)

Trods adskillige nederlag hæver borgruinen i Czersk sig stadig over Wisła’s gamle flodleje. Man kommer ind på borgområdet via en muret bro, der blev opført under forsøg på at restaurere ruinen. Bevaret er stadig væsentlige partier af muren mellem fæstningstårnene samt tre tårne. Det bedst bevarede og det smukkeste af fæstningstårnene er det firkantede, gotiske porttårn. Om dets gotiske karakter vidner de upudsede mure og ornamentikken med brug af mørke mursten. I porttårnet fandtes den store adgangsport (for heste) og en mindre port for fodgængere, der begge kunne lukkes med separate vindebroer. På 1.sal fandtes vagtrummet. På anden sal fandtes det smukkeste rum i borgen, nemlig det, der var bolig for kastellanens stedfortræder, der bestyrede borgen. De følgende to etager tjente udelukkende forsvarsmæssige formål. I middelalderen var tårnet dækket med et højt tag af træ og øverst tilbyggedes en vægtergang. Nu bruges tårnets rum til udstillinger. Det cylindriske østtårn tjente som fængsel. Op til tårnets top fører en vindeltrappe af sten. Indgangen til tårnet findes på højde med ringmuren; herfra smed man gennem en åbning i gulvet fangerne ned i det 10 m. dybe fangehul.
Se også den selvstændige side om Czersk.

Nieborów (88 km sv. for Warszawa, 14 km øst for Łowicz).
Museet i Nieborów og haven i Arkadia et et museum for slotsinteriør fra det 17.-19.årh., der bygger på det bevarede inventar og udstyr i slottet og dets samlinger (skulpturer, billeder, grafik, møbler, broncer, porcelæn og glas, sølv, ure, tekstiler og bogsamlinger), suppleret med kunstværker og kunsthåndværk fra samlingerne i Nationalmuseet i Warszawa. Slottet og den franske have i Nieborów samt den engelske have i Arkadia er tilgængelige for offentligheden.
Slottet i dets nuværende form er bygget i slutningen af det 17.årh. efter tegninger af arkitekt Tylman van Gameren. Museet opstod i 1945. Heri indgår Radziwiłł-slottet med tilhørende have i Nieborów og Helena Radziwiłł’s Romantiske Have i Arkadia. Indtil slutningen af januar 1945 var slottet i Nieborów og haven i Arkadia på private hænder, idet de tilhørte fyrst Janusz Radziwiłł. Imidlertid blev hele familien Radziwiłł i februar 1945 arresteret af NKVD (det sovjetiske hemmelige politi) og deporteret til Sovjetunionen. Slottet blev herefter nationaliseret og blev en afdeling af Nationalmuseet i Warszawa.


Slottet i Nieborów

Parken i Nieborów er en barokhave i fransk stil, der blev projekteret i 1760’erne af Szymon Bogumił Zug. Mod vest støder haven op til en stor kanal. På den anden side af kanalen findes en landskabspark. Øst for haven findes avlsgården og andre udlænger, der hører til slottet (bygget i slutningen af det 18.årh.), såsom orangeri, hestestald, vognport og forvalterbolig. Nord for slottet findes Jagtpavillonen, der i dag rummer gæsteværelser; nærmere porten ligger Manufaktur-bygningen, opført af Szymon Bogumił Zug, hvori der i dag findes keramikværksted og kontor for museets administration.
Parken i Arkadia nær Nieborów er grundlagt af fyrstinde Helena Radziwiłł i slutningen af det 18.årh. Fyrstinden gav sin romantiske have navnet Arkadia. Haven er holdt i engelsk stil med havepavilloner, der er rigt udstyret med kunstværker, især antik kunst: græsk og romersk.


Parken i Arkadia

Warszawa – side 9
Warszawa – side 7

Kort
Warszawa - side 8
Rating
Dette sted er særlig interessant:
Godt Skal bare opleves

Søg efter overnatning
Booking.com
Søg


This page is also available in English. Denne side og indhold er (c) Copyright 2018- www.spangshus.dk. Baseret på Inviator software af ISCA Software