Masurien / Mazury

Amt: Warmińsko-Mazurskie


Rådhuset i Olsztyn

Beliggenhed og historie

I Polen af idag betegner man ofte hele det nordøstlige hjørne af Polen som Masurien. Men Warmien ligger som et særligt landskab indenfor området Masurien. Hertil kommer så Suwałki-området længst ovre mod den litauiske og hviderussiske grænse, et område, der ikke har hørt under Preussen; administrativt hører Suwałki idag under Podlasie amt.
Polakkerne kalder denne del af landet for “de 1000 søers land”, skønt antallet af søer faktisk ligger over 3000.Søerne er opstået efter istiden og forsynes med vand fra floderne. Terrænet er stærkt bakket; nogle af højdedragene når op til 300 m.o.h.; sammen med de masuriske floder, der passerer gennem et stort antal søer danner det billedet af et smukt og spændende landskab med mange turistmæssige muligheder.
Den største sø – ikke blot i Masurien men i hele Polen – er Sniardwy, der har et areal på 113,8 km2, og den næststørste masuriske sø er Mamry (104,4 km2).


Landskab mellem Mrągowo og Mikołajki

Denne del af Masurien kalder polakkerne “De store søers land” (Kraina Wielkich Jezior). Søområdet står gennem floder, bifloder og kanaler i forbindelse med store floder som Wisła og Narew, og der er således mulighed for at sejle på vandvejene over meget lange strækninger. Alene det polske system af kanaler udgør over 1200 km.
Floden Krutynia har et meget afvekslende løb, idet den slynger sig gennem jomfruelig natur og passerer adskillige søer; det er en meget smuk rute for kajakroere.
Masuriens flora og fauna er meget rig. Der er mange sjælde plantearter og af vilde dyr kan man bl.a. møde hjort, elg, los og vildsvin. Især er denne region rig på vandfugle, såsom trane, fiskehejre, grågås, fiskeørn og musvåge. Storke møder man overalt.
I Masurien findes flere naturreservater: skovreservater, moser, fuglereservater, plantereservater, biosfære-reservater.
Det masuriske landskab præges også af en rig historisk arkitektur: gotiske kirker, klostre, korsridderborge, forsvarsværker fra den prøjsiske tid og fra 2.verdenskrig såvel som gamle huse i den lokale byggestil.

Når bortses fra Suwalki-området er der således 2 historiske betegnelser for områderne i denne region: Warmien (Warmia), og Masurien (Mazury).
Navnet Warmia kommer af warmowie, navnet på den prusiske folkestamme, der oprindeligt beboede dette område.
Mazury er en ret ny betegnelse, idet den stammer fra begyndelsen af det 19.århundrede.


Czos-søen ved Mrągowo

Warmia omfattede landet mellem Łyna og Pasłęka’s mellemste løb. I det 13.århundrede blev området mål for Den Tyske Orden’s (Korsriddernes) erobringer. Samtidig, i det 13.årh. oprettede polakkerne et bispesæde i Warmien; under denne institution sorterede også den verdslige myndighed i området. Bispesædet lå først i Braniewo, siden i Frombork og fra midten af det 14.årh. i Lidzbark Warmiński. Biskopperne opretholdt gennem lang tid en vis uafhængighed i forhold til Korsridderne. I 1772 (ved den første deling af Polen) blev området indlemmet i Preussen. Fra 1945 er Warmien polsk. Historisk var byen Olsztyn hovedstad i Warmien; i dag er Olsztyn hovedbyen i hele Masurien inklusive Warmien.
Mazury er en ret ny betegnelse, idet den stammer fra begyndelsen af det 19.århundrede, hvor den preussiske stat ønskede at markere de polsksprogede indbyggere, i stor udstrækning bønder, der stammede fra Mazowsze-regionen, som en selvstændig befolkningsgruppe. Herved opstod betegnelsen mazurzy pruscy, tysk: preussischen Masuren (dansk: preussiske masurier) om folkegruppen og heraf igen navnet Mazury om regionen.

Læs om Suwałki-området (Suwalszczyzna) på siden om Podlasie .

Indkvartering

Booking.com

Læs om indkvartering under de enkelte byer i regionen.


Ostróda-Elbląg-kanalen ved slæbestedet Jelenie (nær landsbyen Jelonki, vest for Pasłęk)

Enkelte byer i Masurien:

Warmien:
Bartoszyce . – Biskupiec. – Braniewo. – Elbląg . – Frombork. – Iława . – Lidzbark Warmiński. – Morąg . – Nowe Miasto Lubawskie. – Olsztyn . – Olsztynek. – Orneta. – Ostróda . – Pasłęk .*

Masurien:
Działdowo . – Ełk . – Giżycko. – Kętrzyn . – (Malbork.) – Mikołajki . – Mrągowo . – Nidzica . – Olecko. – Pisz . – Szczytno . – Węgorzewo.*

Andre internetsider og kilder

Generelt:

Wrota Warmii i Mazur

Wirtualne Mazury

Vandveje:
Kanaler og andre vandveje i det nordøstlige Polen

Borge og slotte:
Korsridderborge og bispeborge i det nordlige Polen

Kort
Masurien / Mazury
Søg efter overnatning
Booking.com
Søg


This page is also available in English. Denne side og indhold er (c) Copyright 2018- www.spangshus.dk. Baseret på Inviator software af ISCA Software