Niechorze udgør sammen med Pobierowo, Rewal og Pogorzelica et kompleks af feriecentre, kaldet Trzebiatów-kysten, der er karakteriseret ved høje klintekyster ud mod Østersøen. En smalsporet jernbane forbinder de små kystbyer.
Niechorze ligger mellem Østersøen og søen Liwia Łuża. Bebyggelsen består af en ældre vestlig del helt ude ved klinten og en nyere østlig del beliggende ned mod søen. De glimrende muligheder for vandre- og cykelture, en ren sandstrand, et mikroklima, skabt af bl.a. den med jod berigede havluft, er nogle af de elementer, der hvert år tiltrækker talrige turister.
En hovedattraktion i Niechorze er det 45 m. høje fyrtårn, der står på et højt punkt på klinten. Fyrtårnet blev opført i 1866, og lyset kan ses i en afstand af 23 sømil. Tårnet er også et udsigtspunkt for turister.
Liwia Łuża-søen syd for byen er udlagt som fuglereservat. Der er vandre- og cykelstier rundt om søen. Flere fredede vand- og rovfugle bygger rede ved søen.
Trzebiatów eller “Rewal-kysten”, Pogorzelica ligger 3 km mod nordøst, Pobierowo 14 km mod sydvest og Rewal 3 km mod sydvest.
Pobierowo er et populært bade- og feriested med en bred sandstrand og rent vand. Fyrreskovene omkring stedet er med til at bibringe et specifikt mikroklima, der er helsebringende ikke mindst for mennesker, der lider af luftvejssygdomme.
Rewal har også en dejlig badestrand, hvor sikkerheden for de badende prioriteres højt. Turisterne kan her – som i Niechorze – købe friske fisk direkte fra de kuttere, der vender hjem med fangst.
Kysten ved Trzęsacz – med kirkeruinen
I Trzęsacz (11 km mod sydvest) kan man se den delvis nedstyrtede kirkeruin som et vidnesbyrd om havets ødelæggende kræfter. Kirken blev bygget i 1400-tallet i gotisk stil.
Pogorzelica
Østersøkysten
Østpommern
This page is also available in English. Denne side og indhold er (c) Copyright 2018- www.spangshus.dk. Baseret på Inviator software af ISCA Software