Den sydgående gade ul.Opatowska i Ostrowiec Świętokrzyski. I baggrunden ses højhusene i kvarteret Rosochy. – Photo by: Krugerr, Ostrowiec Opatowska Street, CC BY-SA 4.0
(Kortfattet udgave)
71.959 (2011)
Byen Ostrowiec Świętokrzyski ligger øst/nordøst for regionshovedstaden Kielce i det sydøstlige Polen.
De første optegnelser om den landsby, der betegnede begyndelsen til den nuværende by, er fra det 14.årh. Denne landsby lå på floden Kamienna’s højre bred. Den nuværende by blev opbygget på den venstre flodbred siden ca.1597. Købstadrettigheder fik byen i 1613. Byen ejedes gennem tiderne af adskillige kendte stormandsfamilier. I slutningen af det 18.årh. og i det 19.årh. udvikledes industrien i området – især jernværker – med støtte i vandkraft fra Kamienna og dens bifloder og med basis i lokale forekomster af kul og jernmalm.
Under 2.verdenskrig deltog mange indbyggere i modstandsbevægelsen. Ca. 11.000 jøder fra byen blev myrdet af tyskerne. I 1990’erne gik det lokale jernværk konkurs; det blev senere opkøbt af en spansk koncern. Erhvervsudviklingen i byen gik i retning af flere småindustrier og håndværksvirksomheder samtidig med, at der opstod adskillige kommunale virksomheder, herunder et varmeværk.
Seværdigheder i udvalg:
Kollegiatkirken indviet til ærkeenglen Sankt Michael
Kirken stammer fra begyndelsen af det 17.årh. I 1920’erne blev kirken ombygget i neobarok stil efter tegninger af Stefan Szyller.
Biskop Stanisław’s Kirke
i bydelen Denków blev bygget år 1700 i barokstil og ombygget i 1904.
Slots- og parkanlægget i bydelen Częstocice
(på højre flodbred) omfatter det palæ, der tidligere tilhørte greveslægten Wielopolski: det blev opført 1887-99. Bygningen rummer nu det Historisk-Arkæologiske Museum.
Tarnowski-palæet
Et tidligere jagtslot, opført ca.1820. Både under og efter sidste verdenskrig blev palæet brugt til mange forskellige formål: tysk officerskasino (under krigen), hospital, skole. Nu er bygningen indrettet til hotel.
Jesu Hellige Hjertes Kirke
Kirken er opført i træ og er beliggende ved Sandomierz-gaden. Den er bygget i Zakopane-stil i 1932 efter tegninger af Tadeusz Rekwirowicz.
Den tidligere postgård
fra overgangen mellem det 18. og 19.årh. ved Szeroka-gaden.
Den jødiske kirkegård
Kirkegården var i brug fra 1730’erne til slutningen af 2.verdenskrig.
Statuen af Sankt Florian
fra 1776 på Sankt Florians Plads.
Byen gennemstrømmes af floden Kamienna, der herfra løber mod nord og har sit udløb i Wisła på denne flods venstre bred. Både lokale beboere og turister bruger Kamienna til kajaksejlads.
Andre links til indkvartering:
Baza noclegowa i gastronomiczna
Spisesteder:
Baza noclegowa i gastronomiczna
This page is also available in English. Denne side og indhold er (c) Copyright 2018- www.spangshus.dk. Baseret på Inviator software af ISCA Software