Niemcza


Sankt Peter og Paul’s Kirke ved torvet i Niemcza

Afstande i km

20 km sv, 15 km v, 56 km ø, 42 km nv, 39 km sv, 43 km sv, 42 km sø, 29 km nø, 45 km nv, 52 km nø, 19 km s, 34 km sø

Indbyggertal

3.200 (2005)

Beliggenhed og historie

Byen og kommunen Niemcza, der indgår i Dzierżoniów powiat, ligger sydvest for Wroclaw ved hovedvej nr. 8 (E67).
Egnen er kendt for sine stenbrud, der er opstået i en fjern fortid, og hvor man indtil i dag har udvundet mange forskellige stenarter: syenit, gnejs m.fl.
Landet omkring Niemcza har en meget god landbrugsjord; at dette også har været værdsat i forhistorisk tid kan ses af den kendsgerning, at de ældste arkæologiske fundsteder i Polen, der vidner om landbrugsdrift, og som er dateret til ca. år 4500 f.v.t., netop findes på Niemcza- og Strzelin-højderne.
I det 6.årh. f.v.t. eksisterede der på Niemcza-egnen en befæstet boplads, der var befolket af mennesker, der tilhørte den sorbiske (slaviske) kulturkreds. Man ved, at der i det 10. – 11.årh. her fandtes en fæstning, omgivet af træ- og jordvolde, der i 1017 (under kong Bolesław Chrobry) forsvarede sig mod en belejring af tyske styrker. Byen fik købstadrettigheder før 1282. Beliggenheden ved handelsvejen fra Tjekkiet til Wrocław var fremmende for byens udvikling. I 1431 blev byen, efter 2 måneders belejring, indtaget af hussitterne, der plyndrede byen og ødelagde borgen. Omkring 1470 blev byens befæstning genopbygget. Det svenske angreb i det 17.årh. var ødelæggende for byen. Indtil 1675 hørte byen under fyrstendømmet Legnica-Brzeg, siden under Østrig. Efter 1740 kom området omkring Niemcza under Preussen – og fra 1871 blev det en del af det forenede Tyskland. Fra 1945 tilhører byen igen Polen.


Torvets østside i Niemcza

Turistattraktioner

Borgen
Oprindeligt var Niemcza-området beboet af den slaviske stamme ślężanie. Efter Schlesiens indlemmelse i den polske stat omkring år 990 blev befæstningerne omkring Niemcza forstærket i en sådan grad, at de i de næste 100 år modstod både tyske og tjekkiske angreb. En grundmuret borg blev opført i det 14 årh. på det stejle højdedrag mod øst, omgivet af floden Ślęza, på initiativ af fyrst Bolek I af Świdnica. Borgenblev dog ødelagt under hussitternes angreb i 1429-1434. I 2.halvdel af det 15.årh. blev borgen genopbygget. En ombygning til et residenspalæ i renæssancestil fandt sted omkring 1585. I 1712-24 byggedes Sankt Jadwiga-kapellet i barokstil ved borgen. Bygningen brændte i 1735. En grundlæggende ombygning fulgte i 1830. Efter 1945 havde en tekstilvirksomhed til huse i bygningen. I 1964 blev borgkapellet nedrevet.

Sankt Wojciech’s Kirke (Kościół św.Wojciecha)
blev sandsynligvis opført før år 1000 som en af de første kirker i Schlesien. Den nuværende bygning, der er opstået efter hussitterkrigene, stammer fra 1612. Kirkens skytshelgen var Vojtěch (polsk: Wojciech), der var biskop i Prag og levede i 2.halvdel af 900-tallet.

Sankt Peter og Paul’s Kirke (Kościół p.w. św. Piotra i Pawła)
blev bygget i 1295. Den brændte i 1633 men blev genopbygget i 1665. I 1852 måtte man konstatere, at kirken var i så dårlig stand, at den måtte nedrives. Man skabte en byggegrund ved torvet, hvor den nuværende kirke blev opført. Byggeriet fandt sted i midten af 1860-erne.
(Se billedet øverst på siden).

Rådhuset (Ratusz)
Der findes optegnelser tilbage til 1474 om rådhuset i Niemcza. Det rådhus, der brændte i 1853, var en imponerende barokbygning, der stod midt på torvet. Den nuværende bygning er fra 1865.

Bymuren
Efter at Niemcza havde fået købstadrettigheder omkring 1282 blev byen omgivet af en forsvarsmur med adgang via to byporte: Brama Dolna (Nedre Port, der førte mod nord, mod Wrocław) og Brama Górna (øvre Port, der førte mod syd, mod Ząbkowice). Muren blev delvis ødelagt af hussitternes hær i 1434. Mod syd og øst er muren dobbelt og ca.30% er bevaret til i dag.

Omegnen

Wojsławice (ca. 2 km øst for Niemcza)

Arboretet i Wojsławice:
Lokaliteten Wojsławice har gennem århundreder været kendt for en stor ejendom, en herregård, hvor der på et tidspunkt blev anlagt en stor park. I 1880 blev Fritz von Oheimb ejer af ejendommen. Oheimb grundlagde den dendrologiske park. Fritz von Oheimb var i besiddelse af stor viden om og kærlighed til træer og blomster. Han udvidede haven, anlagde alleer og indkøbte en rig samling af planter. Ved sin død i 1928 blev han begravet i sin have. Efter den sidste krig skiftede parken ejere flere gange. I 1977 blev parken af Komiteen for Botaniske Haver og Arboreter anerkendt som arboret. Fra 1988 er Arboretet i Wojsławice en filial af Wrocław Universitets Botaniske Have. Arboretets areal er blevet udvidet flere gange, i 2005 således med 60 ha. Der er speciel dokumentation, med informationstavler om alle plantearter i haven. Arboret tjener videnskaben og er samtidig til glæde for tusinder af gæster, der tiltrækkes af den frodige natur og – bl.a. – en af de største samlinger af rhododendron i Polen. Antallet af træagtige planter udgjorde i 2005 omkring 2000 forskellige arter og sorter. En af arboretets specialer er planter af lyngfamilien (Ericaceae); en anden er som nævnt rhododendron-samlingen, der tæller omkring 500 arter og sorter. Stauderne omfatter ca. 1000 arter og sorter. De dendrologiske specialiteter i arboretet er – blandt mange andre: libanonceder (Cedrus libani), blommetaks (Cephalotaxus harringtonia), mammuttræ (Sequoiadendron giganteum) og vandgran (Metasequoia glyptostroboides).

Fotos fra Arboretet i Wojsławice:

Przerzeczyn-Zdrój (ca. 5 km syd for Niemcza)
Kurstedet Przerzeczyn-Zdrój
Kurstedet opstod i året 1802. Przerzeczyn-Zdrój ligger syd for Niemcza ved hovedvej 8 i en højde af 240 m.o.h. Grundlaget for kurstedet er de lægende, mineralske kilder af høj kvalitet, herunder svovl- og jernholdige kilder. Kurstedet råder over 5 sanatorier, naturmedicinsk klinik, bibliotek, cafe og en kurpark. Til dette kursted henvises især patienter, der lider af: reumatiske lidelser, nervesmerter, knogleskørhed, luftvejslidelser m.m.

Indkvartering

Booking.com


Torvets vestside i Niemcza

Andre internetsider og kilder

Niemcza

Arboretets webside er denne: Arboretum w Wojsławicach

Kort
Niemcza
Rating
Dette sted er særlig interessant:
Godt Skal bare opleves

Søg efter overnatning
Booking.com
Søg


This page is also available in English. Denne side og indhold er (c) Copyright 2018- www.spangshus.dk. Baseret på Inviator software af ISCA Software