Oleśnica

Oleśnica. Udsigt fra ul.Szkolna mod torvet med rådhuset i baggrunden

Afstande i km

22 km s, 29 km n, 16 km sø, 43 km nv, 55 km sø, 64 km nv, 64 km sv, 72 km sø, 32 km nø, 50 km sø, 65 km s, 56 km sv, 46 km nø, 68 km sø, 72 km n, 106 km v, 30 km sø, 47 km nv, 36 km s, 91 km sø, 50 km nø, 80 km sv, 32 km nv, 102 km ø, 63 km nø, 66 km nv, 31 km sv

Indbyggertal

36.720 (2008)

Beliggenhed og historie

Byen Oleśnica ligger i den østlige del af Nedre Schlesien, 31 km nordøst for regionshovedstaden Wrocław.
Gennem Oleśnica – lidt vest for den gamle by – løber floden af samme navn. Hovedvej 8 fra Warszawa til Wrocław passerer byen. Udviklingen af byen siden middelalderen er især sket i østlig retning, altså øst for den gamle bydel, i mindre grad mod syd (kvartererne Lucień, Osada Bystre, Wądoły og Lucień Osiedle) og i begrænset omfang mod nordvest, på vestsiden af floden (kvarteret Rataje).
Banegården ligger i den sydlige del af byen. Herfra er der forbindelse mod Namysłów og Wrocław og – i nordlig retning – mod Poznań. I kvarteret Rataje er der en selvstændig jernbanestation på den nordgående banelinie. I tilknytning til banegårdsterrænet findes betydelige industriområder. Andre industrikvarterer findes i den nordlige del af byen samt – længere mod nord – i forstaden Rzędów, der er beliggende udenfor bygrænsen.
Den gamle bydel ligger i dag i den vestlige del af det sammenhængende byområde. Den gamle by er stadig i betydeligt omfang – mod nord, øst og syd – afgrænset af den gamle bymur.
Oleśnica er i administrativ henseende centerby for distriktet af samme navn. Byen er også et kulturelt og økonomisk center for den nordøstlige del af regionen.

Torvets østside

Byen Oleśnica’s ældste historie er ikke kendt på grund af mangel på skrevne kilder. Det vides dog, at der i 1214 på dette sted fandtes en handelsplads ved den ældgamle handelsvej, senere kendt som “ravvejen”. Den ældste kilde, der omtaler Oleśnica, er et dokument udfærdiget af fyrste Henryk I Brodaty (Den Skæggede) i 1230. På det tidspunkt fandtes her allerede en befæstet bebyggelse, der omfattede en residens for en borgherre, der udøvede militær og administrativ myndighed på fyrstens vegne. Efter delingen af Schlesien kom Oleśnica under fyrstendømmet Wrocław. I 1255 fik Oleśnica købstadrettigheder, udstedt af fyrste Henryk III Biały (Den Hvide) af Wrocław. Disse rettigheder omfattede også retningslinier for og påbud om bl.a. byplanlægning, opdeling i byggegrunde, opførelse af en befæstning, foranstaltninger til forøgelse af antallet af bosættere, organisering af handelen osv.
I 1312 skabtes et selvstændigt fyrstendømme med navnet Oleśnica. Fra 1320’erne var byen residensby for grundlæggeren af Oleśnica-grenen af fyrsteslægten Piast, fyrste Konrad I. Han påbegyndte udbygningen af borgen samt bygningen af en bymur. I løbet af få år fik byen et byråd og en borgmester. Fyrste Konrad II grundlagde et kloster for benediktinermunke af slavisk herkomst, der blev hidkaldt fra Prag. Da fyrste Konrad X døde barnløs i 1492 uddøde med ham Oleśnica-grenen af Piast-slægten. Indtil 1495 disponerede den tjekkiske konge, Władysław II Jagiellończyk (tjekkisk: Vladislav Jagellonský) , over fyrstendømmet Oleśnica. Herefter blev det overtaget af Ziębice-linien af den tjekkiske fyrsteslægt Podĕbrad. Tiden under Podĕbrad-slægten var meget gunstig for byen. Borgen blev således ombygget og udbygget til en smuk renæssance-residens, der opføres flere befæstninger på borgens område, der opstod et nyt bibliotek, et trykkeri m.m. Borgerne blev mere velhavende og fik flere privilegier.
Fra 1647 begyndte de württembergske (tyske) fyrsters regeringstid i fyrstendømmet Oleśnica. 30-årskrigen, der blev afsluttet i 1648, havde påført byen store tab, så tiden umiddelbart herefter var præget af behovet for genopbygning og udbygning i stor stil. Det kulturelle liv blomstrede op i byen; bøger trykt af bogtrykkerier i Oleśnica på tysk, latin og polsk nåede ud til et læsende publikum i store dele af Schlesien. I 1792 kom Oleśnica under fyrsterne af dynastiet Braunschweig, fra 1884 under dynastiet Hohenzollern fra Preussen. Byen forblev under Preussen/Tyskland indtil 1945.
I det 17. og 18.årh. var byens erhvervsliv præget af en række håndværksfag, først og fremmest læderhåndværk og møbelhåndværk.
I 2.halvdel af det 19.årh. byggedes en jernbane fra Wrocław til Kluczbork og senere kom der linier mod Krotoszyn og Wieluń. Byen blev efterhånden et jernbaneknudepunkt og desuden hjemsted for en garnison. Der opførtes store værkstedshaller til reparation af det rullende jernbanemateriel.
Oleśnica blev i tidens løb hjemsøgt af både epidemier (sidste gang i begyndelsen af det 20.årh.) og brande (sidste gang i 1823).
Efter januar 1945 kom Oleśnica indenfor de nye polske grænser. Byen, der ellers var blevet forskånet for ødelæggelser i løbet af 2.verdenskrig, blev nu ramt af plyndringer og brande, forårsaget af de sovjetiske styrker, der havde indtaget byen. Brandene ødelagde store dele af den gamle by. Umiddelbart efter krigen foregik en evakuering af den tyske befolkning. Senere fulgte en tilstrømning af bosættere fra Małopolska, det sydlige Wielkopolska samt fra de østlige grænseegne. En egentlig genopbygning (herunder af de fredede bygninger i den gamle by) og udbygning fandt først for alvor sted i løbet af 1960-erne.

Borgen i Oleśnica. På billedet ses portbygningen med indgangsportalen. Bag portbygningen anes bag træerne Enkeslottet; til venstre herfor ses borgtårnet og helt til venstre ses mellembygningen og nordgavlen af borgens østfløj

Turistattraktioner

Seværdigheder i udvalg:

Borgen (De Schlesiske Fyrsters Slot)
Det nuværende borgkompleks eller slot er det største og mest værdifulde bygningsmindesmærke i Oleśnica og et af de mest værdifulde i hele Nedre Schlesien. Ved siden af borgen i Brzeg er borgkomplekset den mest imponerende renæssanceresidens i Schlesien. Borgen blev bygget på stedet for en tidligere fæstning af træ, omgivet af en voldgrav og en vold af jord og træ med palisader. Denne oprindelige fæstning opstod formentlig i det 11. eller 12.årh.
Man ved ikke præcist, hvornår den grundmurede borg blev bygget. Den ældste del af borgen, herunder det runde tårn, der stadig eksisterer, er opført i det 13.årh. Borgen og den befæstede by blev en grænsefæstning i førnævnte fyrstendømme. Tårnet, der havde en diameter på 11 meter, og hvis mure ved jorden havde en tykkelse på ca.3 meter, samt den indvendige brønd havde væsentlig betydning for forsvaret af borgen og byen og var det sidste tilflugtssted i tilfælde af angreb. Som borgens vigtigste bygning havde dette centrale tårn fire funktioner: øverst forsvars- og vagtfunktioner, derunder var der opholdsrum, derunder igen praktiske funktioner som køkken og lign. og nederst, dvs. i kælderen, var der fængsel.
I 1320’erne påbegyndte fyrste Konrad I udbygningen af borgen til en uregelmæssig bygningsfirkant. Den vestlige del af firkanten udgjordes af en beboelsesfløj, der blev opført på ydersiden af ringmurslinien. Denne vestfløj er – med væsentlige ombygninger i tidens løb – stadig bevaret. I det nordøstlige hjørne stod det førnævnte, runde, forsvarstårn. Der blev også opført bygninger til borgens vagtfolk samt driftsbygninger. Adgangen til borggården gik gennem en port, der befandt sig i den nordlige mur, nær det runde tårn, oprindeligt givetvis via en vindebro over voldgraven. Bymuren stødte op til voldgraven omkring borgen, dvs. på østsiden og vestsiden. I det 15.årh. undergik borgen flere ombygninger og udbygninger. Den mest omfattende modernisering fandt sted efter hussiterkrigene (branden i 1432), hvor vestfløjen blev forhøjet med 1 etage.
Mellem 1542 og 1556 foregik første fase af en omfattende ombygning og udbygning af den gotiske borg. Således blev de spidsbuede vinduesåbninger ændret til firkantede. Der blev tilbygget en karnap på vestsiden og rummenes indretning blev fornyet. I løbet af 2.fase af ombygningen, mellem 1559 og 1562 opstod udenfor (på nordsiden af) den oprindelige borg et slot, hvor de øverste etager var beregnet til bolig for fyrstelige enker, mens resten bestod af gæsteværelser til brug for fyrstens gæster; efter 1617 blev slottet fortrinsvis benyttet af de fyrstelige enker. I dag kaldes denne del af borgkomplekset derfor Enkeslottet. I 1563 tilbyggedes til Enkeslottet en fremskudt portbygning på østsiden; portbygningen rummede forsvarsfunktioner og havde bl.a. en vægtergang og skydeskår, der dog nu er tilmuret.
Den videre ombygning og udbygning af borgen blev ledet af fyrst Jan og hans efterfølgere. I årene 1585-86 opstod østfløjen. Denne fløj har to kælderetager; i stueetagen fandtes fyrstens hestestalde; højere oppe var der boliger samt repræsentationslokaler. De svalegange, der løber langs denne fløj og også dækker tårnet, blev tilbygget mellem 1589 og 1600. Den dekorative østport (i den førnævnte portbygning tilbygget Enkeslottet) med to portåbninger, en større til køretøjer og en mindre til gående trafik, blev udført i 1603. Ovenover porten ses tre våbenskjolde, der fremstiller de heraldiske våben tilhørende fyrstendømmet Ziębice-Oleśnica samt fyrst Karel II’s to hustruer; våbenskjoldene støttes på siderne af to løver. Mellem 1606 og 1608 opførtes sydfløjen. Få år senere gennemførte fyrste Karel II nogle afsluttende byggearbejder på Enkeslottet. 1616 byggede han desuden en lav forbindelsesbygning hen over voldgraven – en overdækket passage hvilende på buer – der forbandt Enkeslottet med sognekirken – også kaldet slotskirken. På den måde kunne den fyrstelige familie bevæge sig indendørs og direkte til deres loge i kirken.
Enkeslottet var i begyndelsen en fritstående bygning; i 1616 byggedes en mellemfløj, der forbandt slottet med den egentlige borg.
Under borgbyggeriet i 1500- og 1600-tallet blev kun sydfløjen bygget på indersiden af den ringmurslinie omkring den tidligere borg, der stammer fra 1300-tallet; øst- og nordfløjen blev opført på ydersiden af denne ringmur; det gjaldt også vestfløjen, der stammer fra 1300-tallet, men senere undergik forskellige ombygninger.
I 1610 blev der bygget tre jordbastioner omkring borgen. Mod sydvest og sydøst opførtes to artilleristillinger. Mod nord var borgens fæstningsværker forbundet med bymuren, forstærket med et fæstningstårn nær borgen.
I begyndelsen af 1700-tallet udvidedes slotshaven i området mellem borgens ydermure og jordvoldene og i sydfløjen blev der skabt en gennemgang til haven.
I 1700-tallet havde fyrsten selv sine værelser på 1.sal i østfløjen, mens hans hustru havde sine lokaler på 2.sal i den samme fløj.
Omkring 1750 blev der indrettet nye lokaler til boligformål i nordfløjen.
Den sidste Oleśnica-fyrste af den württembergske linie var Karl Christian Erdmann (1716-1792). De følgende ejere var fyrster af dynastiet Braunschweig. I deres tid udbyggedes nordfløjen til brug for administrationen af fyrstendømmet, mens fyrsten anvendte resten af borgen til egne formål.Den sidste fyrste af dette dynasti – Wilhelm – døde i 1884. Herefter blev fyrstendømmet delt således, at fyrstens privatejendom tilfaldt det sachsiske kongehus, mens lensgodset blev inddraget og forvandlet til tronlen, ejet af den til enhver tid værende, preussiske kronprins, dvs. dynastiet Hohenzollern, der således overtog fyrstens rettigheder.
Efter at borgen var blevet Hohenzollern-slægtens ejendom, blev der mellem 1891 og 1906 foretaget en række byggearbejder og renoveringer på borgen;således blev der installeret elektrisk lys og centralvarme. Porten, der førte ind til selve borggården, blev flyttet hen til midten af nordfløjen, hvormed den gamle, faktisk middelalderlige, adgang til borgen blev ændret. Hovedtårnets hjelm blev udskiftet.
Under det nazistiske styre i Tyskland rummede borgen en skole for SS og desuden et arkiv for fabrikken, der fremstillede de tyske Heinkel-flyvemaskiner.
Efter krigen, indtil midten af 1946, var en afdeling af den sovjetiske hær stationeret på borgen. Borgen rummede på det tidspunkt et antal krigsfanger fra Italien og Ungarn. Da sovjettropperne forsvandt, var borgen nærmest ryddet for alle møbler, alt udstyr og alle samlinger.
I de følgende år, indtil 1990-erne, var borgen sæde for den lokale afdeling af det Polske Spejder Forbund (ZHP), Teknisk Skole for Hus- og Vejbyggeri, en filial af Det Arkæologiske Museum i Wrocław samt Spejderforbundets Skole for Spejderførere. Fra 1994 er borgen sæde for Center for Uddannelse og Opdragelse under OHP (en social organisation for marginaliserede, herunder arbejdsløse, unge). Flere institutioner og organisationer, herunder også ZHP, bidrog til den nødvendige renovering af bygningerne.

Det øverste parti af borgtårnet set fra nord, fra Slotskirken. Tv. for tårnet ses det nordlige gavlparti af Enkeslottet

Den Hellige Johannes, Apostel og Evangelists Kirke (Kościół św. Jana Apostola i Ewangelisty)
Denne sognekirke har gennem århundrederne spillet en væsentlig rolle i byens liv. Det er den vigtigste kirke i Oleśnica. Den var tidligere slotskirke og hørte som sådan under den til enhver tid herskende magthaver på borgen. Den blev opført på stedet for en tidligere kirke, sandsynligvis en trækirke, der kan stamme fra det 12.årh. Den grundmurede kirke blev opført i 2.halvdel af det 13.årh. Den første udbygning og ombygning fandt sted i 1.halvdel af det 14.årh. På det tidspunkt opstod bl.a. tårnet (på kirkens nordside), der i stueetagen rummede et sakristi. I 2.halvdel af det 14.årh. blev kirken udvidet (til en treskibet basilika) og forhøjet. Dengang opstod et nyt kor og stjernehvælvinger i hovedskibet. Ved overgangen mellem det 15. og 16.årh. blev det nordlige sideskib ombygget, idet der skabtes et kapel og et våbenhus. I 1616 blev kirken forbundet med borgen i form af en overdækket forbindelsesgang, der blev bygget hen over voldgraven. I 1620’erne blev tårnet forhøjet til en samlet højde på 63 meter og kronet med en balustrade og en hjelm med 2 åbninger. Kirken har til i dag bevaret de karakteristiske træk ved den schlesiske variant af gotikken, der omfatter et forløb af tre skibe i hele bygningens længde. I 1998 fik kirken af pave Johannes Paul II tildelt ærestitlen og rang af “Bazylika mniejsza” (Basilica minor). I kirken er der et gravkapel, nemlig barokmausoleet for den württembergske fyrsteslægt, der i 1698-1700 blev tilbygget ved korets sydmur. Kapellet har en underjordisk krypt, der indeholder kunsterisk udførte sarkofager. På grund af det kunstneriske niveau kan denne krypt sammenlignes med mausoleer for større europæiske kongeslægter i nyere tid. I det ene af kirkens våbenhuse er der bevaret en enestående samling af inkunabler – forsynet med lænker. Disse bøger var i sin tid grundsamlingen i det tidligere kirkebibliotek, grundlagt i 1594. I dag er kirkebiblioteket i Oleśnica det ene af tre schlesiske “lænkebiblioteker” (ved siden af Legnica og Złotoryja), der er bevaret til vor tid på deres oprindelige plads. Indvendigt er hovedskibet omgivet af en balkon på tre sider. Hovedskibet er dækket af krydshvælvinger og stjernehvælvinger. På højre side i koret findes fyrstelogen. Hovedalteret i barokstil er skænket af fyrste Karl Friedrich Württemberg. I 1945 blev kirkens tag og tårnet beskadiget under krigshandlingerne, hvorfor bygningen måtte renoveres i flere omgange i tiden efter krigen.

Den Hellige Johannes, Apostel og Evangelists Kirke (tidl.: Slotskirken)

Den gamle synagoge / Frelserkirken (Stara Synagoga / Kościół Zbawiciela)
der befinder sig ved Łużycka-gaden, er en af de ældste bygninger i Polen, som tidligere fungerede som synagoge. Som sådan blev den opført ved slutningen af det 14.årh. Da jøderne blev drevet ud af byen i 1535, blev bygningen brugt som magasin, senere som arsenal. I 1695 blev den tidligere synagoge ombygget til kirke for den evangelisk-augsburgske menighed. Efter en brand i 1730 blev kirken genopbygget. I 1968 blev den igen renoveret. For tiden er den en filialkirke under det evangelisk-augsburgske sogn i Wrocław samt kirke for Pinsebevægelsen.
Den grundmurede, toskibede synagogebygning blev oprindeligt opført i gotisk stil. Mod syd findes en tilbygning, der rummede afdelingen for kvinder. (Hovedsalen i synagogen var forbeholdt mænd). Efter branden i 1730 og den følgende genopbygning fremstod bygningen med forskellige ændringer i sen barokstil, bl.a. blev tårnet (i 1734) forsynet med et tag, der efterligner en kinesisk pagode.

Torvet
Den centrale plads i byen, dvs. torvet, blev udformet efter at Oleśnica havde fået købstadrettigheder i 1255. Det var et ganske stort torv, hvorfra der udgik ikke mindre end 11 gader, nemlig 2 fra hvert hjørne samt 3 fra tre af siderne. De første huse på torvet var – som i mange byer – af træ. Grundmurede huse opførtes først i det 15. og 16.årh. En del af disse blev ødelagt af brande og senere ombygget. De seneste ødelæggelser på torvet fandt sted i 1945, hvorefter genopbygninger igen blev nødvendige.

Torvets sydside set mod “Slotskirken”

Rådhuset (Ratusz)
I middelalderen blev et træbygget hus indrettet til brug for byforstanderen. Efter 1407 besluttede byens myndigheder at opføre et grundmuret rådhus. Efter en alvorlig stormskade i 1535 måtte dette rådhus genopbygges, hvorunder dets udseende blev en del ændret. Efter ødelæggelser ved brande i det 18. og 19.årh. blev rådhuset påny genopført, således i 1825-26, nu i klassicistisk stil. Krigshandlinger i januar 1945 og en brand i maj samme år ødelagde igen rådhuset. Først efter 1960 blev bygningen genopført, stadig i klassicistisk stil. Dette seneste rådhusbyggeri blev ledet af arkitekten Jerzy Dąbrowski. Fra 1992 er rådhuset påny sæde for borgmesteren og byrådet.

Rådhuset og rådhustårnet set fra vest. Foran rådhuset ses Sejrssøjlen

Sejrssøjlen (Kolumna Zwycięstwa)
Foran hovedindgangen til rådhuset står “Sejrssøjlen”, der blev rejst i 1873 af borgerne i byen til minde om Preussens sejr over Frankrig i krigen 1870-71. Den korintiske søjle står på en stor sokkel og krones af en figur af Nike, sejrens gudinde, der står på jordkuglen. Monumentet er tegnet af Carl Johann Bogusław Lüdecke, arkitekt (f. 1826 i Szczecin, død 1894 i Wrocław). Den bevingede Nike-figur er skabt af billedhuggeren August Wittig (1826-1893).

Torvets vestside med rådhusets hovedfacade tv. og Sejrssøjlen mf.

Treenighedskirken (Kościół Świętej Trójcy)
Det er den eneste kirke i byen i ren barokstil og indtil 1945 var det den eneste katolske kirke. Bygningen blev opført i 1738-44 med hjælp fra talrige lokale katolikker og på initiativ af præsten Leopold Jan Pientag og kordegn Johann Winter. Tårnets øverste etage og tårnhjelmen blev dog først tilføjet i 1776. I 1798 tilbyggedes et våbenhus på vestsiden. Pientag og Winter ligger begge begravet under prædikestolen i kirken. Kirken brændte i forbindelse med en stor brand i byen i maj 1945 og blev først genopbygget i 1960-62. I kirken bemærkes det senbarokke alter fra ca. 1750 med det senbarokke maleri, der udgør en forlængelse af det egentlige alter. Kirkens nuværende udseende skyldes en renovering, der blev gennemført i 2001-2005. Treenighedskirken er i dag hjælpekirke under Den Hellige Johannes, Apostel og Evangelists kirkesogn. Derudover benyttes kirken også af medlemmer af den græsk-katolske menighed.

Treenighedskirken set fra syd (ul.Kościelna / Kirkegade)

Jomfru Maria og Sankt Georgs Kirke (Połączone kościoły NMP i św. Jerzego)
Oprindeligt var der to kirker, den ene bygget ved siden af den anden. Den ældste af dem, det oprindelige Sankt Georgs Kapel, opstod i 2.halvdel af det 13.årh. ved Sankt Georgs Hospital (Herberg). Dette herberg blev drevet af augustinermunkene. I 2.halvdel af det 14.årh. blev Sankt Georgs Kapel, efter en ombygning, betalt af fyrstinde Eufemia, enke efter fyrste Konrad I, til en egentlig kirke, stadig indviet til Sankt Georg. Fyrstinde Eufemia skænkede sammen med sin søn, fyrste Konrad II, også et andet kapel, indviet til Det Hellige Kors og Jomfru Maria. Dette kapel blev tilbygget til Sankt Georgs Kirke fra sydsiden. I 1380 grundlagde fyrste Konrad II et kloster for slaviske benediktinermunke i Oleśnica. Munkene, der blev hentet fra det berømte kloster Emmaus i Prag, begyndte at opføre en kirke (Kristi Legems Kirke) i stedet for kapellet, der blev revet ned. I 1505 blev benediktinerklosteret og kirken af biskoppen i Wrocław lagt ind under Augustinerordenen. I denne forbindelse blev de to kirker samlet til en enhed, og hovedalteret blev flyttet til nordvæggen i Sankt Georgs Kirke. Efter indførelsen af protestantismen i fyrstendømmet forlod augustinermunkene klosteret i Oleśnica. Kirken – der var indviet til Jomfru Maria – blev overtaget af den evangeliske menighed, der rådede over den indtil 1945. I 1609 blev Sankt Georgs Kirke renoveret og samtidig blev der tilbygget et våbenhus til Jomfru Marias Kirke på sydsiden. I maj 1945 brændte dobbeltkirken inklusive inventaret. Efter genopbygningen i 1968-70 blev Jomfru Marias Kirke overtaget af den græsk-katolske menighed. Sankt Georgs Kirke derimod er – trods en renovering i 2001 – ikke i brug for nuværende.
Den ældste af kirkerne, Sankt Georgs Kirke, er en treskibet halkirke. Den nyere kirke, Jomfru Marias Kirke, der står på nordsiden af den førstnævnte, er enskibet. Mod vest står tårnet (fra 1798), der krones af en hjelm, og mod syd våbenhuset.

Jomfru Maria og Sankt Georgs Kirke set fra sydøst

Mindesøjlen “Guldbrylluppet” (Złote gody)
Den sidste Oleśnica-fyrste af den württembergske linie var Karl Christian Erdmann (1716-1792). Til minde om ham rejste borgerne i Oleśnica i 1791 en mindesøjle i anledning af hans og hans hustru, Marie Sophie Wilhelmines guldbryllup; mindesmærket – som iøvrigt er det ældste i byen – kaldes derfor “Guldbrylluppet” og er udført af stenhuggeren Johann Martin Blacha. Det står nær borgen, i Zamkowa-gaden.
På den ene side af soklen kunne man tidligere se en medaljon (der som de øvrige medaljoner på soklen nu er fjernet) med fyrsterne af Württemberg og Oleśnica’s våben over figuren af en elefant. Denne elefant hentyder til, at fyrsten i 1737 af den danske konge, Christian VI, blev udnævnt til Ridder af Elefantordenen. Erdmann var født i 1716 og opdraget i Stuttgart. I 1737 kom han til Danmark og gik i dansk tjeneste. Han blev generalmajor af infanteriet og som nævnt Ridder af Elefantordenen. Senere blev han kommandør for livgarden. I 1740 blev han gift med Marie Sophie Wilhelmine af Solms-Laubach; han lærte sin hustru at kende ved en sammenkomst ved det danske hof. Parret boede på lystejendommen Frydenlund ved Vedbæk. Desuden blev det Württembergske Palæ i Slotsholmsgade i København (nu kaldet Lerches Gård) bygget til bolig for dem. I 1744 arvede han fyrstendømmet Oleśnica (Oels på tysk) efter sin farbroder og i 1747 forlod han endegyldigt Danmark (med rang af generalløjtnant) og gik i preussisk tjeneste.

Enkehuset (Dom Wdów)
Huset blev bygget i 1683, skænket af fyrst Sylvius Friedrich von Württemberg, med det formål at huse afdøde evangeliske præsters enker og øvrige familie. Bygningen blev rejst lige overfor Jomfru Marias Kirke, der på det tidspunkt var en evangelisk kirke. I det 19.årh. tilbyggedes en 2.etage. I maj 1945 brændte Enkehuset og det blev først genopbygget i 1960-64, nu som sæde for det daværende musikcenter i byen. I dag er bygningen ramme om Statens Musikskole og det Musikalske Center under det Nedreschlesiske Musikselskab.

Wrocław-porten (Brama Wrocławska)
Wrocław-porten er den eneste bevarede af de oprindeligt 4 byporte. Det gotiske porttårn blev sandsynligvis bygget i første halvdel af det 14.årh. Bygningens øverste del stammer dog fra det 16.årh. Sammen med bymuren skaber det et indtryk af en befæstet by fra middelalderen. Den første ring af bymuren opstod i første halvdel af det 14.årh., mens den anden ring – hvoraf kun et mindre fragment er bevaret – stammer fra begyndelsen af det 16.årh.

Wrocław-porten set udefra

Bymuren
Det første forsvarsanlæg bestod i en befæstet bebyggelse, herefter opstod borgen. Efter at Oleśnica havde fået købstadrettigheder i 1255 og således var anerkendt som en by, opførtes i første omgang en jordvold omkring byen, suppleret med træpalisader. Langs med denne vold strakte sig en vandfyldt voldgrav. Efter at fyrstendømmets hovedstad i 1320 var flyttet til Oleśnica, begyndte fyrste Konrad I opførelsen af en bymur af teglsten med passager gennem muren i form af byporte. Bymuren stødte op til befæstningerne omkring borgen. Murens tykkelse var lidt over 1 meter og højden 7-8 meter. Der var oprindeligt 4 byporte: mod øst Kvægporten (el. Namysłów-porten), mod syd Wrocław-porten (el. Oława-porten), mod vest Trzebnica-porten (der i dag kaldes Wrocław-porten) og mod nord Maria-porten. Under hussiterkrigene i 1400-tallet blev dele af muren beskadiget, men den blev dog genopbygget og forhøjet. I 1.halvdel af det 16.årh. opstod den anden, ydre, ring af muren, der var forberedt til at modstå angreb med brug af ildvåben. Denne udvidelse af forsvarsanlægget skyldtes ikke mindst en frygt for et tyrkisk angreb, derfor blev det nye murafsnit bygget, så det beskyttede den sydlige del af byen. Under 30-årskrigen, 1618-1648, blev muren og byportene delvis ødelagt. En svensk hærfører, der på et tidspunkt beherskede byen, lod endda den øverste del af muren rive ned. Efter krigen gik man i gang med at udbedre de ødelagte dele af byen, herunder også bymuren. I dag er ca. 1650 meter af bymuren omkring den gamle by bevaret samt den ene af byportene, nemlig den vestlige port, der i dag kaldes Wrocław-porten. De øvrige byporte blev nedrevet i det 19.årh. i takt med byens udvidelse. I 1956-59 gennemførtes en renovering af Wrocław-portbygningen, hvorunder bygningen fik tilbygget en hjelm, som den tidligere ikke havde. Mellem 1965 og 1973 blev bymuren renoveret. Wrocław-portbygningen rummer i dag et kunstgalleri.

Wrocław-porten og en del af bymuren set inde fra den gamle by

Vandtårnet
Vandværket og vandtårnet i Oleśnica opstod i årene 1896-98, tegnet af ingeniør og kongelig bygningskonsulent Adolf Thiem fra Leipzig. Tårnet er opført i en form for neogotisk stil for at kunne minde om et middelalderligt forsvarstårn. øverst er der tilbygget en spids tårnhjelm. Højden – til toppen af hjelmen – er 45 m.

Andre attraktioner:

Vandparken ATOL (Oleśnicki Park Wodny ATOL)
Vandparken omfatter bl.a. et sportsbassin med en dybde på 1,35-1,8 m. Der er seks baner. Der er også mulighed for undervisning i svømning. Desuden er der et rekreationsbassin med mulighed for vandmassage. Nær bassinområdet findes tennisbaner. “Den vilde flod” med sin kraftige strøm er også en oplevelse for de yngste gæster. Et soppebassin med efterligningen af et vandfald er også noget for børnene. Iøvrigt er der to glidebaner, jacuzzi, sauna og solarium.

Torvets nordside

Omegnen

Bierutów (16 km sydøst for Oleśnica)
Seværdigheder:
Sankt Katarinas Kirke fra det 14.årh.
Resterne af Wrocław-fyrsternes borg fra det 14. og 17.årh.
Det gamle rådhustårn fra det 17.årh.
Dele af bymuren fra det 14.årh.

Syców (32 km nordøst for Oleśnica)
Byen fik købstadrettigheder i 2.halvdel af det 13.årh. Indtil 1489 hørte byen under Fyrstendømmet Oleśnica.
Seværdigheder:
Apostlene Johannes og Peters Kirke i klassicistisk stil fra 1785-89 (evangelisk kirke).
Sankt Peter og Pauls Kirke i gotisk stil fra det 15.årh. (katolsk sognekirke).

Powiat Oleśnicki (Oleśnica Distrikt) – på polsk, engelsk, tysk, fransk og tjekkisk

Ul.Koscielna set mod nord. Nærmest ses Treenighedskirken. I baggrunden ses Jomfru Maria og Sankt Georgs Kirke

Indkvartering

Booking.com
Miasto Oleśnica (Byens officielle side) – med praktiske oplysninger for turister

Spisesteder:

Miasto Oleśnica (Byens officielle side) – med praktiske oplysninger for turister

Andre internetsider og kilder

Miasto Oleśnica (Byens officielle side)
Powiat Oleśnicki (Oleśnica Distrikt) – på polsk, engelsk, tysk, fransk og tjekkisk

aquaparker

borge

bymure

byporte

kirker

mindesøjler

rådhuse

slotte

synagoger

tennisbaner

torvemiljøer

vandlande

vandparker

vandtårne