Malbork

Borgen i Malbork.

Afstande i km

39 km sv, 14 km n, 41 km nø, 71 km nø, 62 km nø, 37 km sv, 27 km sø, 63 km sv, 41 km sø, 62 km nø, 25 km n, 39 km n, 31 km nø, 57 km nv, 72 km nv, 104 km sv, 82 km nv, 99 km nv, 41 km s, 72 km sø, 143 km sø, 52 km ø, 56 km nv, 68 km nv, 38 km sv, 15 km s, 21 km nv

Indbyggertal

38.179 (2009)

Beliggenhed og historie

Byen Malbork ligger i den østligste del af Det Pommerske Amt, sydøst for Gdańsk og sydvest for Elbląg. Byen ligger ved floden Nogat. Denne flod er en del af den store flod Wisła’s delta i den forstand, at Wisła ved landsbyen Biała Góra sydvest for Malbork deler sig i en venstre (vestlig) og en højre (østlig) gren. Den østlige gren eller flodarm kaldes Nogat. Denne flodarm løber gennem byen Malbork og fortsætter mod nordøst, hvor den har udløb i Zalew Wiślany (Wisła-fjorden), hvorfra der igen er udløb til Østersøen. Under sit løb gennem den nordlige del af byområdet i Malbork foretager floden en bøjning mod øst. Byen Malbork ligger på flodens højre (østlige) bred, dvs. den gamle by, borgen og de fleste forstæder. På den vestlige flodbred findes enkelte boligkvarterer samt et industrikvarter. Siden middelalderen har byen fortrinsvis bredt sig mod syd; dog findes der også enkelte forstæder øst for den gamle by. Byområdet i Malbork er på alle sider omgivet af kolonihaver; mod nordøst findes også en stor park (Park Miejski). Umiddelbart syd for den gamle by er en vejbro ført over Nogat med vejforbindelse mod vest/nordvest til Tczew og Gdańsk. Ved korsridderborgen findes en gangbro over floden. Lige nord for borgområdet er en jernbanebro ført over floden – med togforbindelse mod nordvest til Gdańsk og mod nordøst til Elbląg. Byens store turistattraktion, den tidligere korsridderborg, er bygget direkte ved floden.

Byens opståen er uløseligt forbundet med Korsridderordenen og det særlige statssamfund, som ordenen skabte.

Korsridderstaten opstod på de prusiske stammers landområde. Pruserne havde ikke en egentlig statsdannelse. Samfundet var således baseret på stammer og familier.
Ved slutningen af det 10.årh. havde prusernes naboer, Polen og Rusland, allerede deres egne stater og centrale myndigheder. Pruserne udgjorde på den ene side en trussel mod de nye staters grænser og var på den anden side et interessant mål for erobring. At nedkæmpe dette folk, der sprogligt adskilte sig fra de slaviske polakker og russere, var imidlertid ikke en let opgave, fordi de tætte urskove og vidtstrakte sumpe på deres landområde udgjorde et naturligt forsvar.
De polske forsøg i tiden indtil det 13.årh. på at vinde indflydelse hos pruserne gennem indførelse af kristendommen gav ikke resultat. I begyndelsen af det 13.årh. påtog cisterciensermunken Christian sig en paveligt støttet mission med det formål at kristne pruserne ved hjælp af ordensriddere. Dette mål skulle nås ved en væbnet erobring af de prusiske landområder og oprettelse af en kirkelig stat.
Dette initiativ var en hindring for fremtidig polsk indflydelse i det prusiske område.
Den polske fyrste, Konrad Mazowiecki, foretog dog samtidig på egen hånd aktiviteter, der havde til formål at kristne pruserne og fremme polakkernes politiske indflydelse i området. I denne sag fandt Konrad en forbundsfælle i en ridderorden, der oprindeligt var blevet oprettet for at beskytte pilgrimme på rejse til det Hellige Land. Denne orden, Orden der Ritter des Hospitals St. Marien des deutschen Hauses, sædvanligvis kaldet Korsridderordenen efter det korstegn, som ordensridderne bar på deres kapper, bosatte sig efter invitiation fra Konrad på et landområde, som han havde overdraget dem, nemlig Chełmno-området. Ordensridderne, der kom fra Thüringen, hvor de havde deres ejendomme, var den tyske kejser Friedrich II’s undersåtter. I året 1226, straks efter at de havde indgået aftalen med Konrad, henvendte de sig i al hemmelighed til kejseren og fik udstedt et privilegium, der gav ordenens stormester rettigheder og bemyndigelser som en fyrste under kejserriget.
Dette betød, at korsridderne fra begyndelsen havde til hensigt at skabe deres egen ordensstat.
Allerede efter få år havde korsridderne succes med nedkæmpelsen af pruserne. Skønt der i de første års felttog mod pruserne primært deltog riddere fra Mazowsze, Kujawy og Pommern, så fulgte herpå lynhurtigt en voldsom tilstrømning af tyske riddere. I 1234 fastslog paven, at de landområder, der var erobret af korsridderne, var “Sankt Peters ejendom”. I 1244 oprettede paven 4 bispedømmer og opdelte landet, således at Korsridderordenen fik to trediedele og biskopperne resten.
Nedkæmpelsen af pruserne med korset – men først og fremmest med sværdet, varede ca. 50 år. Til de affolkede områder ankom bosættere først og fremmest fra Tyskland, men senere også fra Holland samt fra Polen: Kujawy, Mazowsze og Podlasie.
I denne periode opstod de solidt murede og befæstede borganlæg, korsridderborge såvel som kirkelige borge.

Den tidligere korsridderborg i Malbork set fra sydvest – henover Nogat-floden. Til højre ses hovedborgens bygningsfirkant med “Dansker”-tårnet i forgrunden. Til venstre ses de runde porttårne ved Broporten samt Stormesterens Palads (mellemborgen)

Byen Malbork blev grundlagt lige syd for borgen, langs med floden. I den gamle by kan man stadig se en del af bymuren, to byporte og Sankt Johannes Kirke. Byen og borgen var forbundet med hinanden med forsvarsværker og udgjorde i sin tid en samlet fæstning. Bemærkelsesværdigt er det dog her, at den oprindelige middelalderbys areal, afgrænset af forsvarsværker og byporte, faktisk var mindre end borgens område. Byen fik købstadrettigheder i 1286, udstedt af den daværende komtur på borgen, Konrad von Thierberg den Yngre. Hverken dette dokument eller et tidligere, som man formodede var udstedt i 1276, er dog bevaret. Det er derimod et dokument fra 1304, der bekræfter de tidligere givne privilegier. Floden og det omgivende land havde indflydelse på byens form, der blev langstrakt i retning nord-syd. Derfor fik byen heller ikke det klassiske, firkantede torv. I stedet fungerede en gade, på tysk kaldet “Markt Platz”, som byens torv. Ved denne gade – ca. 300 m. lang men kun ca. 30 m. bred – fandtes (fra det 14.årh.) sognekirken og rådhuset. På begge langsider af denne torvegade byggedes huse med buegange, en byggestil, der blev ført med hertil af de indvandrere fra Schlesien, som korsridderne havde opfordret til at bosætte sig i byen. Buegangene fungerede bl.a. som handelspassage.
Forsvarsanlægget omkring byen var først af jord og træ, men fra det 14.årh. grundmuret. I denne mur fandtes på østsiden en række tresidede murtårne (dvs. åbne ind mod byen). Der var fire porte i muren. Mod syd var byen særligt godt befæstet, nemlig med 4 mure, en jordvold og to voldgrave. Af byportene var Maria-porten (mod syd – senere kaldet Sztum-porten) særlig vigtig, både arkitektonisk og forsvarsmæssigt. Den bestod af et porttårn i flere etager og en lang forport-bygning placeret mellem den mellemste og den ydre mur. Et lignende udseende havde Helligånds-porten, også kaldet Pottemager-porten – i østlig retning. I retning af borgen var byen kun beskyttet af en lav mur, hvilket gav korsridderne på borgen mulighed for at kontrollere, hvad der skete i byen.
På torvet såvel som i de få sidegader stod beboelseshuse samt boder, værksteder og lagerbygninger. Uden for byens mure fandtes bryggerier, møller og sygehuse samt borgernes og klosterets haver og endelig ordenens landbrugsbygninger. Omkring disse bygninger og virksomheder formedes de senere forstæder. Byen blev styret af et byråd, der bestod af 7-8 medlemmer med borgmesteren i spidsen. Hertil kom et byting. Men den øverste magt lå dog i hænderne på Korsridderordenen.

Byen udviklede sig specielt fra begyndelsen af det 14.årh., dvs. efter at korsridderordenens hovedsæde var flyttet til Malbork.
I forbindelse med de polske styrkers belejring af borgen i 1410 (hvor det ikke lykkedes at erobre den) brændte en stor del af byen; de hjemløse indbyggere fik ophold i forborgen. Byen blev dog genopbygget og de ødelagte forsvarsværker blev repareret. Under 13-årskrigen (1454-66) led byen også meget. Efter den anden fredsslutning i Toruń i 1466 kom Malbork og en del af ordenens landområde under polsk styre. Efter dette tidspunkt kom byen igen på fode, bl.a. ved handel med korn og træ. Svenskekrigene gik hårdt ud over Malbork. Et nyt opsving skete først efter 1772, hvor byen kom under Preussen. Styrker fra den preussiske hær ankom til Malbork den 12.september 1772. Ifølge en ny folketælling var indbyggertallet på dettidspunkt 3.635. Det hidtidige bystyre blev afløst af en magistrat, udnævnt af den preussiske konge, samt en domstol.
Napoleonskrigene betød tvungen indkvartering af soldater og almindelig plyndring. Iøvrigt boede Napoleon på et tidspunkt i Malbork.

Efter 1870 opstod adskillige industrivirksomheder og kommunale virksomheder i byen, således cigarfabrik, malteri, sukkerfabrik, en fabrik for landbrugsmaskiner, gasværk, telegraf, posthus, telefoncentral og vandkraftværk. Malbork blev en uddannelsesby med adskillige skoleformer: grundskole, mellemskole, fagskole, gymnasium, landbrugsskole m.fl. Byen udviklede sig mod syd, udover den tidligere Sztum-forstad, men også mod øst, i retning af banegården. Bebyggelser som Wielbark (mod syd), Piaski (mod øst) og Kałdowo (mod vest) blev indlemmet i byområdet.
Ved en folkeafstemning efter 1.verdenskrig, i 1920, stemte et stort flertal for tilhørsforhold til Tyskland.

I 1920’erne opstod der et stort industrikvarter i forstaden Piaski. Her byggedes også en flodhavn. Nær havnen opstod i 1920’erne flere virksomheder:savværk, tørmælksfabrik, papfabrik og en gummifabrik. I årene 1928-37 forsøgte Malbork gennem afholdelsen af en teaterfestival at interessere turisterne for andet end borgen, dvs. byens andre attraktioner.
Tilstrømningen af turister var også før 2.verdenskrig af stor betydning for byens økonomi. Der var mange hoteller og pensionater, og på næsten hver gade kunne man finde mindst én cafe, konditori eller ølstue.

Malbork blev stærkt beskadiget under krigshandlingerne i 1945. Da tyskerne trak sig ud af borgen, sprængte de den 8.marts broerne over Nogat i luften. Ca. 80 % af den gamle by blev beskadiget eller ødelagt. I april overtog polske myndigheder styret af byen.
I slutningen af 1940’erne blev ruinerne af store dele af den gamle by revet helt ned og murstenene blev brugt til genopbygningen af Warszawa. I stedet opførtes mange boligblokke i den tids stil, således at den indre by nu er en blanding af gammelt og nyt. Indbyggertallet voksede dog kraftigt: I 1946 var det ca. 10.000, i 1994 derimod var det ca.40.000. I 1947 byggedes en ny jernbanebro over floden. I december 1949 blev den nye vejbro over Nogat taget i brug. Der byggedes en ny gennemfartsvej, Aleje Rodła, tværs gennem bycentret som en del af den øst-vest-gående hovedvej. Allerede i maj 1945 blev arbejdet på maltfabrikken genoptaget og fra juni fungerede distriktets maskinstation igen. Fra begyndelsen af september 1945 blev undervisningen genoptaget på mellemskolen og gymnasiet. I 1946 genoptoges produktionen på sukkerfabrikken. I dele af en tidligere kasernes bygninger startede man i 1962 en pastafabrik, der med tiden blev den største i sin art i Polen, idet man fremstillede 25 % af landets totale produktion af pasta.

Malbork. Fra Nogat’s venstre flodbred ser man henover vejbroen kommunalforvaltningens bygning og til højre for denne byens vandtårn (opført 1905)

Turistattraktioner

Borganlæg i middelalderen
I middelalderen var tilværelsen på mange måder usikker, og man måtte, hvis man havde mulighed for det, sikre sig, sin familie og sine besiddelser på bedst mulig måde. Både større jordejere blandt bondestanden, adelen, ridderordener, fyrster, biskopper, konger samt de fremvoksende byer byggede beskyttelseanlæg til forsvar mod overfald fra røvere og angreb og belejring fra inden- såvel som udenlandske hærstyrker. De første anlæg var af “motté- og bailey-” typen, typisk en naturlig eller kunstig borgbanke med et forsvarstårn af træ omgivet af en jordvold med palisader (motté). På det lavere område nedenfor var placeret driftsbygninger som stalde, lader m.v. (bailey). Det senere og mere fremtidssikrede borgbyggeri bestod af stenbyggede borge omgivet af en ringmur (eller flere). En sådan borg deltes typisk i hovedborgen, eventuelt (men langt fra altid) en mellemborg samt (altid) en forborg. Hovedborgen var det mest centrale og bedst sikrede område med et centraltårn (kernetårn eller barfred, fr.:donjon, eng.:keep) til forsvarsformål og bolig for borgherren samt undertiden en bygning udelukkende til bolig- og repræsentationsformål, et såkaldt palatium (heraf ord på europæiske sprog som: palads, pałac, palace osv.). Hovedborgen var opholdssted for borgherren, hans familie og hans livvagt (der også skulle betjene hovedborgens forsvarsanlæg). Hovedborgen var omgivet af sin egen ringmur. Mellemborgen (der bl.a. forekommer i korsridderordenens borgbyggeri) kunne være bygget i forlængelse af hovedborgen eller omslutte denne. Adgangen herfra til hovedborgen kunne være en vindebro. Forborgen rummede boliger for tjenestefolk og vagtfolk/lejesoldater og især stalde og lader m.v., dvs. økonomibygninger. Den kunne være bygget i forlængelse af (ved foden af) hovedborgen eller helt eller delvis omslutte denne. Forborgen havde sin egen ringmur (eller en vold). Der kunne også være to forborge. Hele anlægget blev efter behov omgivet af en vandfyldt voldgrav, evt. suppleret med en tør voldgrav. Der kunne også være en særlig voldgrav omkring hovedborgen.

Korsridderborgen Malbork
Korsridderborgen Malbork (på tysk: Marienburg) er et af de mest fremragende eksempler på middelalderlig, gotisk forsvarsarkitektur og var den største fæstning opført i mursten i middelalderens Europa. Borgen (reelt et befæstet kloster) blev opført på den højre flodbred, på et sted, hvor floden flyder fra syd mod nord, og helt nede ved vandet. Længst mod syd ligger hovedborgen (13.årh.). Sammenbygget med hovedborgen, mod nord, finder vi mellemborgen (14.årh.), der er opført på den tidligere forborgs plads. Længst mod nord ligger den nye forborg (14.-15.årh.). I hovedborgen danner bygningerne en firkant, der omslutter en indre borggård; i mellemborgen er der også en indre gård, men kun 3 fløje. I forborgen er bebyggelsen mere spredt.
De første byggearbejder på den ældste del af borgen påbegyndtes ca. 1276, ledet af en organisationsgruppe fra klosteret bestående af 12 riddere og 6 munke.

I hovedborgen er den indre gård omgivet af søjlegange i 2 etager. I det nordøstlige hjørne står et ca. 40 meter højt forsvars- og observationstårn. Til det sydvestlige hjørne af hovedborgens bygningsfirkant er der udvendigt tilbygget en korridorbygning, der afsluttes med et sanitets- og forsvarstårn, en såkaldt dansker (eller danzker, polsk: gdanisko; ordet muligvis afledt af bynavnet Gdańsk, på tysk: Danzig, eller måske afledt af et prusisk ord for fugtig); her fandtes borgens største toilet, der blev udtømt i voldgraven; et sådant tilbygget tårn var ofte forekommende i korsriddernes borganlæg. Fra dansker-tårnet kontrollerede man også adgangen til byområdet. I nordfløjen, på 1.sal, fandtes de to vigtigste rum i hovedborgen, nemlig Jomfru Marias Kapel og kapitelsalen. Vestfløjen rummede i stueetagen et køkken og et bageri; på første sal fandtes lejligheder for højtstående personer. I sydfløjen fandtes soverum samt spisesal og opholdsrum. I kældrene og i loftsrummene var der magasiner for våben og ammunition samt forrådsrum til levnedsmidler. Ovenpå ringmuren var der bygget en vægtergang, der sammen med centraltårnet og hjørnetårnene udgjorde et effektivt forsvarssystem. Lige uden for bygningsfirkantens nordøstlige hjørne, dvs. uden for Sankt Annas Kapel, var opført et forsvarstårn, der vogtede adgangen til hele anlægget. Indgangen fra mellemborgen til hovedborgen går over en vindebro. Midt i borggården findes en 18 meter dyb brønd, meget væsentligt ikke mindst i tilfælde af en belejring, hvor vandforsyningen var afgørende. Anlægget var omgivet af en dobbelt mur, mod mellemborgen dog kun en enkelt mur. Området mellem murene øst for anlægget rummede bl.a. en kirkegård for ordensridderne.

I det oprindelige borganlæg fandtes der direkte nord for hovedborgen en forborg med stalde, vognporte, lagre, værksteder og boliger for tjenestefolk. Også en møllebygning fandtes på borgens område. Bygningen af borgen afsluttedes i første omgang omkring år 1300. Nogle år senere, efter 1309, da det blev besluttet at flytte ordenens hovedsæde – og dermed stormesterens residens – fra Venezia til Malbork, blev der brug for en udbygning. På den oprindelige forborgs plads opførtes de tre fløje, der herefter blev kendt som mellemborgen. Længere mod nord byggedes en ny forborg.

Den sydøstlige (østlige) fløj af mellemborgen, der blandt meget andet rummede værelser til ordenens gæster. – Billede af 680451 fra Pixabay

I mellemborgen er den vigtigste bygning residenspalæet for ordenens overhoved: stormesteren. Dette palæ er sammenbygget med vestfløjen i en vinkel, således at palæets ene facade vender mod syd, mens en lidt kortere østfacade fortsætter i vestfløjens østfacade. Vestfløjen rummer iøvrigt den store spisesal, det største repræsentationslokale i hele borgen. Mod nord står portbygningen med porten der fører ud til forborgen. I portbygningen, vest for porten fandtes infirmeriet (dvs. hospitalet). I samme bygning var der en bolig for storkomturen (stormesterens stedfortræder). På østsiden af den indre gård var der værelser til gæster. Det forhold, at der ikke var nogen sydfløj i mellemborgen, gjorde at man fra hovedborgen kunne observere, hvad der foregik i mellemborgen. I den port, der fører fra forborgen ind til mellemborgen findes 3 sikringsanordninger for at standse angribere, der måtte være trængt ind i forborgen, nemlig en vindebro, derefter et faldgitter med en portkorridor og endelig et nyt faldgitter og et skydeskår. Ialt måtte en udefra kommende, der ville ind til hovedborgen, forcere ikke mindre end 14 porte, 4 vindebroer og 3 faldgitre. Mellemborgen var mod nord og øst omgivet af en ekstra mur.

Den nye forborg rummede – som den tidligere – økonomibygninger og boliger for tjenestefolk. I den østlige del af anlægget stod en grundmuret bygning, kaldet Karwan, hvor man opbevarede vogne, våben og ammunition. Vest for denne bygning stod en række hestestalde. I den vestlige del var der bygget en lang kæde af bygninger, der omfattede bageri, hospital, malteri, bryggeri, lagerbygninger, boliger for tjenestefolk, hønsehuse, svinestalde, kostalde m.m. For enden af denne kæde af bygninger stod (og står) en kirke, Sankt Laurentius Kirke (Kościół św.Wawrzyńca). Alle disse bygninger var omgivet af en særlig ringmur, forstærket af fem murtårne. Muren var forbundet med forsvarsmurene omkring hovedborgen og mellemborgen. I det nordvestlige hjørne af forborgens befæstning opførtes omkring 1335 et karakteristisk rundt forsvarstårn, senere kaldet Wieża Maślankowa (Kærnemælkstårnet). Tårnet har en højde på 28,8 m. og en diameter på næsten 9 m. Dette forsvars- eller vagttårn fungerede også som fængsel. (Navnet står i forbindelse med en legende om bønder fra landsbyen Lichnowy, der i sin tid skulle levere kærnemælk til borgen) .
Adgangen til forborgen foregik gennem to porte. Den ene bestod af portanlægget på østsiden med to befæstede indgange og vindebroer adskilt af en mindre gård. Den anden port førte ind fra vestsiden, via porten med de karakteristiske, cylindriske porttårne og mellem forsvarsmurene til et portanlæg i den nordvestlige del af forborgen. Denne vestport – kaldet Broporten (Brama Mostowa) – med et porttårn på hver side af en todelt adgangsport, var tidligere en del af et større anlæg, idet adgangen til porten oprindeligt førte via en bro over floden; på flodens venstre bred kom man ind på broen via en adgang mellem to brotårne – også runde. Af dette anlæg står nu kun Broporten tilbage.

I årene 1331-44 skete der en indre ombygning i nordfløjen på hovedborgen, idet kapitelsalen blev ombygget og Jomfru Marias Kapel blev udvidet i østlig retning, hvorved man skabte et nyt kapel, Sankt Annas Kapel, der senere blev brugt til gravkapel for ordenens stormestre. Det sidste byggeri, der fandt sted under Korsridderordenens ledelse, og som udvidede borgens samlede areal til næsten 20 ha, var en udvidelse af den østlige forsvarslinie; det skete efter at den polske konge, Władysław Jagiełło havde belejret borgen i 1410.
Der fandtes en voldgrav på øst- og nordsiden af hovedborgen og mellemborgen. Inden for denne fandtes desuden en tør voldgrav på vest-, syd- og østsiden af hovedborgen. Forborgen var også omgivet af en voldgrav.
For at skaffe vand til at fylde voldgravene med havde man under bygningen af borgen gravet en kanal fra søen Dąbrówka syd for Malbork.

Malbork var hovedstad i korsriddernes ordensstat fra 1309 til 1457. Fra 1457-1772 var borgen på polske hænder og var sæde for den lokale starosta samt residens for polske konger.
Mange polske monarker opholdt sig her, således: Kazimierz Jagiellończyk (1457), Jan Olbracht (1494), Aleksander (1504), Zygmunt I (1526) og Zygmunt August (1552) m.fl.; desuden flere svenske konger samt Napoleon I Bonaparte af Frankrig og Peter den Store af Rusland.

I årene 1626-29 var Malbork besat af den svenske hær, der befæstede borgen yderligere i form af elleve jordbastioner. I 1656 indtog svenskerne pånyMalbork, og de forlod den først efter fredsslutningen i Oliwa i 1660.

Borgen blev beskadiget flere gange i det 19.årh. Efter 1882 blev den systematisk genopbygget under ledelse af ingeniør Konrad Steinbrecht.
Under 2.verdenskrig blev borgen i Malbork alvorligt ødelagt. Efter krigen blev de ødelagte bygningsdele genopbygget, renoveret eller rekonstrueret.Den 1.januar 1961 oprettedes Borgmuseet (Muzeum Zamkowe) i Malbork, der skulle koordinere det fortløbende arbejde med genopbygningen af borgen. I 1965 åbnedes den imponerende udstilling af rav, der i de kommende år også bidrog til at tiltrække turister.
Bygningerne kan nu i sin helhed beses af turister. Malbork er (fra 1997) optaget på UNESCO’s verdensarvliste; begrundelserne for optagelsen her er dels borgen som symbol på Korsridderordenens magtposition i datiden, dels borgens fremragende arkitektoniske værdier, dels borgen som eksempel på fremragende konserverings- og renoveringsarbejder.
På borgen er der mange udstillinger, bl.a. med rav, rustninger, våben, arkæologiske fund m.m. Alle besøg foregår i grupper, der ledes af en guide. Alle de vigtigste rum og bygninger på hovedborgen og mellemborgen besøges.

Korsridderborgen i Malbork

Den gamle bys rådhus
Sædet for bystyret i middelalderen var placeret i den østlige husrække på torvet. I sin nuværende form blev bygningen opført i 2.halvdel af det 14.årh.,ca.1380. Adskillige ødelæggelser af rådhuset i forbindelse med belejringer af borgen og byen blev fulgt af genopbygninger, især i det 15.årh. I det 19.årh. foretoges nødvendige konserveringsarbejder på bygningens facade, idet man udbedrede ødelagte dele af dekorationer i form af slyngbånd. En ny renovering, især af tagkonstruktionen, fandt sted efter en brand i 1899. Borgmesteren og byrådet holdt til i dette hus indtil 1929, hvor det nye rådhus blev taget i brug. Denne nye rådhusbygning er også i dag sæde for kommunalforvaltningen.
Efter 1929 havde politiet til huse i bygningen. I dag er den gamle rådhusbygning sæde for Ungdommens Kulturhus.

Sankt Johannes Kirke (Kościół św.Jana)
I den gamle by har der siden slutningen af det 13.årh. været en sognekirke indviet til Johannes Døberen. Kirken, der i hele sin historie har tilhørt den katolske menighed, blev ombygget flere gange, både i middelalderen og i nyere tid. Den nuværende arkitektoniske form skyldes især en genopbygning omkring 1468, hvor kirken rejste sig af ruinerne efter 13-årskrigen. Bygningen er treskibet med et tårn mod syd.

Malbork. Fra Nogat’s venstre flodbred ses Sankt Johannes Kirke til højre for borgområdet

Sankt Jørgens Kirke (Kościół św.Jerzego, nu: Kościół MBNP)
Den første omtale af kirken er fra 1403. I 1470’erne blev kirken genopbygget efter ødelæggelserne i 13-årskrigen. Sankt Jørgens Kirke blev i 1598 overladt til den lutheranske menighed i byen. Kirken blev igen svært beskadiget under svenskernes angreb i 1658. Bygningens nuværende udseende stammer fra årene 1712-14. I kirken er døbefonten fra den gamle kirkes tid, mens andet udstyr er nyere, således prædikestolen fra 1713-14 og hovedalteret fra ca. 1718. På kirkegården er borgens konservator, Konrad Steinbrecht (1849-1923) begravet.

Maria-porten (Brama Mariacka – også kaldet Sztum-porten)
Den gamle by i Malbork fik allerede i det 13.årh. et forsvarsanlæg, der senere blev udbygget og forbedret. Af det middelalderlige anlæg er en del af bymuren mod øst bevaret samt mod vest en støttemur op mod det højere liggende byområde; denne mur var tidligere sammenbygget med forskellige lagerbygninger. Desuden kan i dag ses 2 af byportene, hvoraf den ene er Maria-porten, igennem hvilken der var adgang til byen fra sydlig retning. Porten er bygget i 1320-1330 med en grundplan på 6,5 × 7,5 m og en højde på 10 m. I 1945 brændte porten ned. Ved genopbygningen i 1964 blev det oprindelige tag med fald til fire sider ikke rekonstrueret. I mange år stod bygningen ubrugt hen. I 1970’erne blev der indrettet en café i portbygningen og senere en pub.

Pottemager-porten (Brama Garncarska)
Pottemager-porten (fra det 15.årh.) er den anden af de to bevarede byporte. Denne port skabte adgang gennem det østlige parti af bymuren. Portbygningen er i fem etager og bygget af mursten. Taget er dækket af tagsten og har fald til fire sider. Den øverste del af bygningen er udsmykket med spidsbuede blændinger. I løbet af 2.verdenskrig blev tårnet alvorligt beskadiget. Ved genopbygningen i 1955 blev det dækket med et tag med fald til fire sider. I en årrække var der et skrædderværksted i bygningen. Portbygningens fysiske tilstand er ikke den bedste, og der er ikke adgang for turister.

Bymuren
Dele af bymuren mod øst, støttemuren mod vest, ruiner af murtårne samt 2 af byportene er bevaret. (Se også ovenfor under: Maria-porten). Tidligere var der mellem borgen og byen en dyb voldgrav. Voldgraven og det ydre forsvarsanlæg blev i et vist omfang nedrevet og nivelleret i 1839 og siden i 1878-83.

Det tidligere Jerusalems Hospital
Hospitalerne i middelalderen var ikke blot almene sygehuse i vor forstand, men specielt rettet mod fattige, der ikke kunne klare sig selv under sygdom; desuden fungerede de som plejehjem for gamle mennesker. Hospitalerne blev opretholdt af bystyret ved hjælp af gaver fra indbyggerne. Da der altid bestod en fare for, at epidemier kunne brede sig fra hospitalerne til resten af byen, blev disse institutioner næsten altid opført uden for bymuren.
Den bevarede hospitalsbygning stammer fra det 16.årh. og er i to etager. Den blev omtalt i 1528 som “et hospital for fattige mennesker”. Der er planer om at indrette et sygehusmuseum i bygningen.

Møllen ved Konopnicka-gaden
En bevaret gotisk møllebygning syd for centrum. Det var oprindeligt en valkemølle (til fremstilling af tekstiler ud fra uld), ejet af byen. Møllen omtales i kilderne år 1400. Bygningen er opført i mursten, hvis karakter og størrelse er typisk for gotiske bygninger fra det 15.årh.

Vandsport
Badestranden ved Malbork er åben fra maj til september. Her er der i sæsonen mulighed for at dyrke forskellige former for vandsport. Desuden kan man sejle med mindre udflugtsbåde på Nogat-floden.

Omegnen

Żuławy
Malbork kaldes undertiden “hovedstaden i Żuławy”. Żuławy Wiślane er betegnelsen for det landområde, der ligger mellem floden Wisła’s hovedløb og dens forgrening Nogat og som strækker sig op til Østersøen. Det er et deltaområde, dvs. et fladt slettelandskab, hvoraf betydelige dele (28 %) endog befinder sig under havets overflade. Kun 25 % af landet ligger højere end 5 m.o.h.

Indkvartering

Booking.com
Malbork – på polsk, engelsk og tysk – med praktiske oplysninger for turister

Spisesteder:

Malbork – på polsk, engelsk og tysk – med praktiske oplysninger for turister

Andre internetsider og kilder

Malbork – på polsk, engelsk og tysk

Andre sider om korsridderborge:
Korsridderborge og bispeborge i det nordlige Polen

badestrande

borge

bymure

byporte

korsridderborge

middelalderlige hospitaler

middelalderlige møller

vandsport