Legnica


Borgen i Legnica

Afstande i km

Brzeg Dolny
51 km nø,
Środa Śląska
38 km sø, 45 km v, 37 km s, 19 km nv, 59 km nv, 19 km s, 57 km sv, 52 km sø, 95 km nø, 73 km sv, 31 km nø, 24 km n, 46 km sv, 106 km ø, 42 km nv, 53 km sø, 79 km nø, 56 km sø, 50 km nø, 79 km sø, 92 km sv, 108 km nv, 20 km sv

Indbyggertal

104.500 (2009)

Beliggenhed og historie

Legnica er hovedbyen i den nordvestlige del af Nedre Schlesien, en by med både historisk og aktuel betydning. Byen ligger umiddelbart nord for motorvejen E40 fra den tyske grænse mod Wrocław, Katowice og Kraków samt ved hovedvej nr.3 fra den tjekkiske grænse via Jelenia Góra, der fortsætter videre nordpå via Zielona Góra, Świebodzin og Gorzów Wielkopolski til Szczecin.

I en periode mellem det 7. og 11.årh. fandtes på det sted, hvor borgen i Legnica nu ligger, et befæstet område, omkranset af et fæstningsværk af træ og jord.
Navnet Legnica optræder første gang i kilderne i 1149. – Et dokument fra 1175 bekræfter, at Legnica var sæde for en borgherre. Det befæstede område omfattede også en forborg; indenfor voldene af træ og jord fandtes 25-30 bebyggelser.
Legnica får købstadrettigheder i 1264. I byens arkiver findes dog dokumenter, der omtaler tidligere købstadrettigheder, nemlig tildelt i 1252, samt rettighederne fra 1264 og nogle senere fra 1280. Dominikanerklosteret i byen bliver grundlagt af fyrst Bolesław i 1278.
I løbet af det 13. og 14.årh. bygges de første mure omkring byen. I 1318 gav Bolesław III gav tilladelse til opførelse af et rådhus. Man regner med at Legnica omkring dette tidspunkt rummede ca. 10.000 indbyggere. I 1329 må Bolesław III, fyrste af Legnica-Brzeg, må officielt anerkende den tjekkiske krones overhøjhed. I 1338 udbrød en stor brand, der ødelagde store dele af byen. Legnica opnår i 1353 ret til frit valg af et byråd.
Byens fæstningsværker blev udbygget i slutningen af 1420’erne. Legnica havde tidligt en omfattende produktion af øl; man har opregnet, at der omkring 1430 fandtes ikke mindre end 30 bryggerier på byens område.
I første halvdel af 1500-tallet var byherren fyrst Fryderyk II af Legnica, der udbyggede borgen i renæssancestil og begyndte at udvikle Legnica til en fæstningsby.
I 2.halvdel af det 16.årh. påbegyndtes en proces, der skulle ende med at udskifte hele den træbyggede bygningsmasse med grundmurede bygninger.
Under en pestepidemi i 1630-erne omkom mellem 1300 og 2600 indbyggere i Legnica. – Det er noteret i kilderne, at der fra 1633 var ophængt en fungerende postkasse på Chojnów-tårnet, efter alt at dømme den første postkasse i verden.


Postvæsenets bygning i Legnica

I 1676 anerkendte byen den habsburgske kejser, Leopold I, som sin lensherre. – Efter et forudgående kejserligt dekret påbegyndte man i 1709 at opføre Ridderakademiet i Legnica. Ridderakademierne var elitære skoler for adelstandens unge som en forberedelse til en karriere i hæren eller ved hoffet. Byggeriet afsluttedes i 1735.
Under syvårskrigen blev Legnica belejret af preussiske styrker og måtte overgive sig i 1757. – Efter 1808 var Legnica stadig under Preussen, men nu havde byen et selvstyre, der fulgte af en ny preussisk lovgivning om rigets byer. – I 1835 brændte borgen i Legnica med hele dens barokinteriør.
Borgen bliver påbegyndt ombygget i neogotisk stil i 1838. -Stadsteatret blev opført i 1841-42. – Fra 1844 er der jernbaneforbindelse mellem Legnica og Wrocław. – I 1872 afsløredes et monument, der forestiller en sovende løve, til minde om de borgere fra Legnica, der omkom i krigene mod Danmark (1864), Østrig (1866) og Frankrig (1870). – I 1881 blev Ridderakademiet ændret til gymnasium. – I slutningen af 1880’erne virkede så mange som 7 klaverbyggerier indenfor Legnica’s byområde. – Postbygningen ved ul.Piastowska opførtes i 1890-92. – Det nye rådhus i Legnica blev bygget i 1902-05. – En ny ombygning af borgen fandt sted i 1903.


Rådhuset (det nye rådhus) i Legnica

Ved 1.verdenskrigs begyndelse, i 1914, blev antallet af indbyggere i Legnica opgjort til 69.561.
Under krigen, i 1915, indførtes rationeringsmærker for brød og mel. – En del af den kommunale kirkegård blev udskilt til anvendelse som krigskirkegård.
I 1917 steg vandstanden i floden Kaczawa, der løber gennem Legnica, med mere end 5 meter over normal vandstand, hvilket medførte oversvømmelse i store dele af byen.
I 1932 besøgte Adof Hitler Legnica, hvor han afholdt et møde, der tiltrak ca. 40.000 mennesker. – Byggeriet af en motorvej mellem Legnica og Wrocław påbegyndtes i 1934. – Under “krystalnatten”, den 9.-10.november 1938 afbrændtes den jødiske synagoge i Legnica.
Den 2.verdenskrig fra 1939-1945 medførte en militarisering af store dele af industrien og forværring af leveforholdende for befolkningen; der indførtes rationeringsmærker for fødevarer og tilsvarende mærker for industriprodukter. I 1942 blev de sidste jøder i Legnica transporteret bort.
Den 9.februar 1945 trængte afdelinger af den sovjetiske hær ind i Legnica. Den 6.april marcherer dele af den Polske Hærs 2.armé gennem byen. Den 25.april 1945 ankommer en polsk operationsgruppe, der skulle overtage den civile magt fra den sovjetiske hær.
Det anslås, at der på det tidspunkt opholder sig 1085 polakker og 24.000 tyskere i byen.
Den 25.maj overtager den polske administration de kommunale bygninger fra den sovjetiske hær.
I maj-juni 1945 ankommer de første repatrierede polakker til Legnica. Allerede i oktober var folketallet i byen vokset til 30.000.
I 1947 overtog polakkerne kontrollen med vandforsyningen og kloakkerne.
Flertallet af de tyske borgere, der endnu var forblevet i byen, forlod Legnica i perioden 1956-58.
I 1968 opgav man sporvognene som kommunikationsmiddel i byen og gik over til kørsel udelukkende med bybusser.
I 1993, den 16.september, forlod de sidste afdelinger af den sovjetiske hær Legnica.
Som følge af kommunalreformen i 1999 mistede Legnica sin status som amtsby og blev i stedet distriktsby.
Fra april 1999 er lufthavnen ved Legnica registreret på listen over polske civile lufthavne.

I den periode, hvor området og byen var under Tyskland, var byens navn Liegnitz.

Turistattraktioner

Seværdigheder i udvalg:

Głogów-tårnet (Wieża Bramy Głogowskiej)
Dette tidligere porttårn, der står i nærheden af borgen, er et murstenstårn med firkantet grundplan, bygget til forsvarsformål i det 15.årh. I sin tid skulle tårnet forsvare Głogów-porten, der fandtes nær ved. På den sydlige facade er der bevaret et solur.


Głogów-tårnet

Chojnów-tårnet (Wieża Bramy Chojnowskiej)
Dette forsvarstårn havde i sin tid til opgave at bevogte den ene af byportene, Chojnów-porten. Tårnets grundplan måler 7,4 × 8 m. Bevaret er nogle af de oprindelige vinduesåbninger og skydeskår. Nær tårnet ses en rest af den oprindelige bymur.

Stadsteatret (Teatr Miejski)
Teatertraditionerne i Legnica går tilbage til det 16.årh. Opførelsen af den nuværende teaterbygning påbegyndtes i 1840 og huset blev indviet i december 1842. Teaterbygningen i neorenæssancestil er beliggende på den centrale del af torvet.


Stadsteatret i Legnica

Jomfru Marias Kirke (Kosciół Marii Panny)
Den evangeliske Jomfru Maria-kirke hører til de ældste kirkebygninger i Legnica. Omkring 1170 byggede den schlesiske fyrste Bolesław Wysoki nær slottet en mindre etskibet kirke, sandsynligvis af træ; denne bygning blev i 1892 erstattet af en grundmuret kirke af sandsten. Den nye kirke var i romansk stil og var beliggende i den nordvestlige del af den nuværende bygning. Kirken blev ødelagt ved brande i 1300-tallet, 1400-tallet og senest i 1822, men hver gang genopbygget. Efter branden i 1822 blev kirken genopbygget i neogotisk stil. Der blev bygget 2 ens tårne og der blev tilbygget kirkeskibe, hvorved bygningen blev ændret til en halkirke. En senere ombygning fandt sted i 1903-1908.


Jomfru Marias Kirke

Borgen (Zamek Piastowski)
Borgen i Legnica blev opført i mursten ved overgangen mellem det 12. og 13.årh. af fyrste Henryk Brodaty. Den blev bygget, hvor der tidligere fandtes en befæstning, tilhørende den vestslaviske folkestamme Trzebowianie. Bygningskomplekset omfattede et palatium, dvs. en beboelsesbygning, to tårne og en forsvarsmur dels af jord og træ, dels af mursten. Komplekset hørte dengang til de stærkeste, grundmurede befæstninganlæg på polsk område. Borgen modstod mongolernes angreb i 1241. I de følgende århundreder blev borgen udbygget og moderniseret og udviklet til en præsentabel residens for fyrsterne af Legnica-Brzeg (af Piast-slægten). Efter udbygninger i det 16. og 17.årh. blev borgen ændret til et firefløjet kompleks. Ved østfløjen bevaredes indkørselsportalen i renæssancestil. Efter fyrste Georg Wilhelms død, den sidste fyrste af Piast-slægtens schlesiske linie, kom borgen på de tyske kejseres hænder. I 1764 befalede kong Friedrich II, at borgens fæstningsanlæg skulle nedrives, og i 1796 blev voldgraven fyldt op. Efter en brand i 1835 blev borgen genopbygget, således at den herskende bygningsstil nu var neogotikken. I februar 1945, ved den Røde Armés indtagelse af byen, blev borgen nedbrændt og ødelagt. Genopbygningen fandt sted i 1962-1969, og komplekset blev indrettet til undervisningsformål. Bemærkes bør bl.a. følgende bygningselementer, der har bevaret deres oprindelige form:
Indkørselsportalen i renæssancestil. – Dele af det senromanske kapel i borggården. – De to tårne: Sankt Jadwiga-tårnet og Sankt Piotr-tårnet.
- Se foto ovenfor.

Peter og Paul-katedralen (Katedra p.w. św. św. Apostołów Piotra i Pawła)
Kirken blev første gang omtalt i dokumenterne i 1208. I sin nuværende form opførtes kirken i 1333-1380. I 1341 blev den nye kirke indviet af biskoppen i Wrocław. I det 15.årh. foregik en omfattende udbygning, hvorved kirkebygningen blev omgivet af 9 kapeller, tilhørende broderskaber, laug eller rige slægter. I 1892-94 blev kirken ombygget i neogotisk stil. Efter en administrativ reform indenfor den katolske kirke i Polen fik kirken i 1892 status af domkirke i Legnica stift.
Kirken er rig på værdifuldt udstyr og interessante detaljer. Bemærk bl.a.: De gotiske stenskulpturer ved indgangsportalerne, bronze-døbefonten med en skulpturel komposition, 5 statuer af sten, der forestiller apostle, gravpladen med skulpturer af fyrsteparret Ludwik II og hans hustru Elżbieta af Brandenburg, renæssance-prædikestolen i sten fra 1586-88, barokorglet, barokalteret af Legnica-billedhuggeren Krystian Grunewald, afsluttet i 1769.

“Sildehusene” (Kamieniczki “Śledziowe”)
Disse huse omtales første gang i 1574. Deres navn stammer sandsynligvis fra de fiskeboder, på hvis sted de blev opført. Det er et kompleks bestående af otte huse med tre etager, beliggende på torvets centrale del. Nogle er udstyret med gavle i renæssancestil, andre med klassicistiske gavle. Et par af husene er smykket med gamle dekorationer, der blev afdækket i 1930’erne.

Ridderakademiet (Akademia Rycerska)
Byens mest fremtrædende barokke bygningsværk udgør en stor blok mellem fire gader (bl.a. Chojnowska og Św.Jana) i den nordvestlige del af den gamle by. Akademiet blev opført i løbet af en række årtier efter tegninger af Krystian Hertel. I 1728 påbegyndtes bygningen af det firefløjede kompleks. Først byggedes øst-, syd-, og vestfløjen, noget senere fulgte den nordlige fløj. Studierne ved Akademiet varede 3 år. Ridderakademiet var en skole for den adelige ungdom; eleverne skulle være mindst 16 år gamle. Man studerede geografi, historie, jura, filosofi, matematik, men også ridekunst og fægtekunst. Flere kendte personer har modtaget undervisning her, bl.a. Stanisław Lubomirski, den senere kronens stormarskal, og Andrzej Zamoyski, der senere blev kronens storkansler. Læreanstalten blev nedlagt i 1811; i stedet opstod Johanneum-gymnasiet. Efter 2.verdenskrig blev komplekset overtaget af Den Røde Hær, der administrerede det indtil 1978. I det tidsrum blev akademiet i høj grad nedslidt og ødelagt. Selv om det nu er mange år siden, det igen er blevet overtaget af de polske myndigheder, er komplekset fortsat under renovering.

Det nye rådhus
Se foto ovenfor.


Fra Plac Mariacki i Legnica. Jomfru Marias Kirke anes til højre


Fra Plac Mariacki i Legnica


Jomfru Marias Kirke set fra syd

Omegnen

Indkvartering

Booking.com
Legnica. Oficjalny portal miasta

Spisesteder:

Legnica. Oficjalny portal miasta


Torvet. I baggrunden ses Johannes Døberens Kirke (Kościół św. Jana Chrzciciela)

Andre internetsider og kilder

Legnica. Oficjalny portal miasta

Kort
Legnica
Rating
Dette sted er særlig interessant:
Godt Skal bare opleves

Søg efter overnatning
Booking.com
Søg


This page is also available in English. Denne side og indhold er (c) Copyright 2018- www.spangshus.dk. Baseret på Inviator software af ISCA Software