Vauxhall-palæet i Krzeszowice
Krzeszowice kommune ligger smukt i Kraków-højlandet, i juratidens landskab med dale og klipper. Egnens rige flora og fauna samt den interessante geologiske struktur gør området attraktivt for turister. Den lille by er et charmerende og vigtigt turistcentrum på vejen mellem Kraków og Katowice.
Syd for byen ligger Tenczynski-naturparken. Nordpå strækker sig Naturparken Dolinki Krakowskie.
Den første historiske reference til Krzeszowice stammer fra 1286, da biskop Paweł af Przemanków gav Fryczek Freton fra Bytom ret til at oprette sogneforstanderskab i den allerede eksisterende landsby “Cressouicy”. I 1337 fandtes der sandsynligvis allerede en kirke her. I 1555 kom landsbyen på Stanisław Tęczyński’s hænder og indgik i “Tęczyński-grevskabet”. I de følgende århundreder var Krzeszowice ejet af slægter som Opaliński, Czartoryski, Lubomirski og Potocki. I årene 1809-1815 og 1855-1867 var Krzeszowice sæde for et selvstændigt distrikt (powiat).I 1847 byggedes en jernbanelinie fra Kraków til Mysłowice gennem byen, og i 1850 fik Krzeszowice ret til at afholde markeder. I 1850-57 byggede Potocki-slægten et slot i italiensk renæssancestil. I begyndelsen af det 20.årh. sker en håndværksmæssig og industriel udvikling. Krzeszowice får købstadrettigheder i 1924 (bekræftet i 1933).
Det lokale kildevands lægende egenskaber var kendt allerede i 1600-tallet, men først fra 2.halvdel af det 18.årh, hvor vandet blev videnskabeligt undersøgt, begyndte en udvikling af stedet som kurby. Efter ødelæggelser under 2.verdenskrig blev kurstedet genaktiveret i 1964, og i de følgende år blev faciliteterne herunder udbygget.
I juni hvert år afholdes Krzeszowice-dagene med mange arrangementer; i september-oktober arrangeres udflugter indenfor rammerne af Turisme-dagene i Kraków.
Torvet fik sin nuværende udformning i begyndelsen af det 19.årh. I centrum står en karakteristisk senklassicistisk bygning, “Buzdyganówka”.
“Vauxhall” . Den ældste og en af de mest værdifulde bygninger er Vauxhall-palæet, opført i 1783-86 som kurbygning.
“Zofia” er en senklassicistisk kurbygning opført ca.1819 af Zofia Potocka.
Potocki-slottet står på det højeste punkt i kurparken. Det er bygget i 1850-57. Det har form af en firkant med en indvendig gård.
Vejene til ruinen af borgen “Tenczyn” i Rudno og til klostret i Czerna er afmærket med blå tavler.
Klostret i Czerna ligger ca. 4 km nord for Krzeszowice og ca. 30 km vest for Kraków.
Klosteranlægget, der blev grundlagt af Agnieszka Firlejowa i 1631, rejser sig, omgivet af skove, på den højre (vestlige) stejle dalskråning i Dolina Eliaszówki. Bygningen af klostret og klosterkirken blev afsluttet omkring 1640.
På dette sted havde nogle munke fra ordenen “De barfodede Karmeliter” i 1629 fået tildelt et område, hvor de kunne bygge eremitboliger. De opstillede 12 sådanne boliger, omgivet af en 4 kilometer lang stenmur. Munkene skulle overholde reglerne for det strenge liv som eneboere. Dagens timer opdeltes i tid til bøn, til til læsning i religiøse bøger og tid til fysisk arbejde. Eremitmunkene var forpligtet til evig tavshed. To gange om året flyttede nogle af dem ud til særskilte eneboerhytter, hvor livet var endnu strengere. Eremitlivet blev opretholdt i klostret indtil 1792. I klostret og i Sankt Elias Kirken, begge i barokstil, findes flere bygningselementer og en del inventar udført i sort marmor, således et alter i kirken. Det murede kloster opstod i årene 1631-50. Tilbygninger er foretaget i det 20.årh. Klosterbrønden, som munkene har udhugget i klippen, er fra 1644-56 og måler 21,5 meter i dybden og 2 meter i bredden. Den nordlige port ind til klostret er fra 1640, mens den sydlige, kaldet Sankt Elias-porten, er fra 1672. Henover floden Eliaszówka byggede eremitmunkene i 1671-91 en stenbro. Denne bro, der tidligere førte til klostret, er 120 meter lang, 9,5 meter bred og 18 meter høj; broen hvilede på 13 arkader og var smykket med figurer af helgener. I dag er broen desværre kun en malerisk ruin.
Borgen Tenczyn i Rudno ligger ca. 4 km sydvest for Krzeszowice. Borgen var gennem et par århundreder domicil for slægten Tęczyński, skønt den blev bygget af amtmanden i Kraków, A.Toporczyk i det 14.årh. Borganlægget med en indre borggård blev i 2.halvdel af det 16.årh. ombygget af Jan Tęczyński i overensstemmelse med renæssancetidens stil. Slægten var dengang mægtig og betydningsfuld, og det var borgen også. Efter ødelæggelserne ved svenskernes anfald i 1656 blev borgen genopbygget af slægten Lubomirski, der boede her indtil begyndelsen af det 18.årh. Siden blev borgen forladt og henfaldt i ruin. Blandt de bevarede elementer er væsentlige dele af den øvre borg med porttårnet samt en del af den tidligere forborg.
Booking.com
Krzeszowice – på polsk, engelsk, tysk, fransk og ungarsk – her også praktiske oplysninger for turister
Krzeszowice – på polsk, engelsk, tysk, fransk og ungarsk
This page is also available in English. Denne side og indhold er (c) Copyright 2018- www.spangshus.dk. Baseret på Inviator software af ISCA Software