Kamienna Góra


Fra torvet i Kamienna Góra

Afstande i km

Kowary
20 km v,
Lubawka (tjekkisk grænse)
14 km s, 19 km nø, 37 km nø, 35 km nv, 25 km v, 58 km sø, 41 km nø, 29 km nø, 52 km nv, 24 km ø, 95 km nø

Indbyggertal

22.942 (2004)

Beliggenhed og historie

I det sydlige Nedre Schlesien ligger byen Kamienna Góra i en terrænsænkning mellem bjergene Góry Kamienne og Rudawy Janowickie, ved floden Bóbr, i en højde af 435-460 m.

Ved slutningen af det 10.årh. blev dette område, der tidligere havde hørt under Det Stormähriske Rige (Velka Morava),indlemmet i den polske stat af Mieszko I. I 1249 gav Bolesław Rogatka, fyrste af Legnica, benediktionerordenen lov til at oprette en handelsplads ved navn Landishute. Det er den første historiske oplysning om det senere Kamienna Góra. I 1286 købte Bolko I af Świdnica benediktinernes ejendom på stedet og indførte i deres sted cisterciensermunke fra Henryków. Cistercienserne skabte i Kamienna Góra-området en enorm ejendom, der i stor grad bidrog til områdets udvikling, og de opretholdt den indtil sekulariseringen i 1810.
Świdnica-fyrstendømmet kom i 1392 under Luxemburg-dynastiet og senere kom Tjekkiet og Schlesien under det østrigske Habsburger-monarki. Byens udvikling blev hæmmet af trediveårskrigen (1618-1648); byen blev overfaldet og plyndret i uhyggeligt omfang af forskellige hærstyrker, herunder svenske; da en hær i 1639 passerede byen, måtte man konstatere, at den kun rummede 2 overlevende indbyggere. Efter trediveårskrigen måtte Kamienna Góra derfor bygges op fra grunden. I løbet af de næste 100 år, hvor der var en forholdsvis fredelig periode, opblomstrede fremstillingen og salget af hørlærred. Lærred fra Kamienna Góra og omegn opnåede europæisk berømmelse. Den økonomiske udvikling medførte en betydelig velstand i byen.
Kamienna Góra, Chełmsko Śląskie og Lubawka blev opbygget og ombygget.
Efter nogle krige med Østrig bliver Schlesien i 1740 indtaget af Friedrich II af Preussen. Kamienna Góra-området blev meget ødelagt under disse krige, og selve byen hørte til de mest ødelagte og affolkede i Schlesien.
Det 19.årh. var en fredens tid, hvor en dynamisk udvikling fandt sted i området. Tekstilindustrien og handelen udvikledes; der opstod nye savværker, valkemøller, bryggerier, brænderier m.m. Man forsøgte også med kulbrydning.Der blev bygget nye veje og jernbanelinier. Området blev et turistmål.
Kamienna Góra og omegn undgik direkte krigshandlinger under 1. og 2.verdenskrig. I mellemkrigstiden voksede turismen kraftigt.
Under 2.verdenskrig brugte tyskerne tvangsarbejdere og krigsfanger til arbejdet på de virksomheder i Kamienna Góra distrikt, der fremstillede produkter til det Tredie Rige. I Kamienna Góra, Lubawka, Chełmsko Śląskie og Marciszów blev der oprettet filialer af koncentrationslejren Gross Rosen (Rogoznica). Kamienna Góra blev befriet den 9.maj 1945 af afdelinger af den 1.Ukrainske Fronts 21.armé. Efterfølgende skete en overflytning af polakker til Kamienna Góra-området. De nye bosættere kom fra de gamle østområder samt fra det centrale Polen.

Turistattraktioner

Rådhuset blev opført på torvet i midten af det 14.årh. Den nuværende bygning blev afsluttet i 1905. Det nye rådhus er bygget i neorenæssance-stil. Det er en imponerende bygning med et højt tårn. Interessant er bygningens interieur med buster af Bolko I og Bolko II (kopier fra sarkofagerne) samt byvåbenet og mosaikruder, hvor begivenheder fra byens historie er fremstillet.
Torvet er anlagt som en firkantet plads, på hvilken rådhuset stod indtil 1873, omgivet af borgerhuse i barokstil fra det 17. og 18.årh. I et af de fredede huse på torvet findes Museet for Vævehåndværket i Nedre Schlesien med meget rige samlinger. Fra torvet udgik oprindeligt 10 gader, i dag kun 6.
Ruiner af borgen Grodztwo . Dette var en imponerende bygning i renæssancestil, opført over en firkantet grundplan, med en indre gård omgivet af arkader og et mægtigt tårn i det sydvestlige hjørne. En voldgrav og en mur med fæstningstårne forsvarede borgen mod angreb. Borgen blev ombygget i slutningen af det 19.årh.
Grodztwo (på tysk: Kreppelhof) brændte i 1964. Bevaret er rester af det firkantede tårn og den indre borggård med arkader. Synlige er talrige vinduesåbninger i renæssancestil såvel som portaler og facaden, smykket med søjler. Borgen er delvis omgivet af en tilvokset voldgrav og rester af parken.
Sankt Peter og Sankt Pauls Kirke . Den første kirke på dette sted blev bygget allerede før 1295. Denne middelalderlige helligdom blev ødelagt flere gange. I anden halvdel af det 19.årh. udførtes væsentlige ændringer i kirkens udstyr. De seneste ændringer af kirkens udseende er kommet til i 1969-72. Man bemærker det smukke sidealter i træ fra 1520 og en stendøbefont med trælåg fra det 17.årh.
Gudsmoder-kirken (sognekirke) stammer fra begyndelsen af det 18.årh. Ved kirken virkede en skole for evangeliske gejstlige og fra 1729 begyndte man at opbygge en bogsamling her. Biblioteket rummede ca. 8000 bind, herunder flere inkunabler og manuskripter. Ved kirken fandtes også en samling af billeder, kunstværker m.m., der dannede grundlaget for bymuseet i Kamienna Góra.
Kirkens grundplan er et græsk kors med arme på 14 meters længde. Der findes interessante skulpturer, billeder, liturgiske redskaber fra det 18.årh. samt sidealtre og prædikestol.
Museet for Vævehåndværket i Nedre Schlesien (Muzeum Tkactwa Dolnośląskiego) er en institution, hvis opgave er at berette om regionens historie med rige traditioner inden for vævehåndværket.
For øjeblikket har museet ca. 13 tusinde genstande, der er grupperet i samlinger for hhv. vævning og kunst.
I afdelingen for vævning består den mest talrige samling af folkelige konehuer fra Schlesien. En stor plads optager væverværkstederne med de forskellige redskaber. En stor del af samlingerne består af folkedragter fra Schlesien, både land- og bybefolkningens dragter.
I afdelingen for kunst er den numismatiske samling den største (ca. 8500 stk); mest værdifulde er et antal sølvmønter fra det 15. og 16.årh., fundet i 1961. Museet har også en samling af tinredskaber, smede- og kleinsmedearbejder. I den etnografiske samling findes bl.a. schlesiske møbler, billedhuggerarbejder og malerier på glas.

Omegnen

Krzeszów (8 km mod syd) er en landsby med et klosterkompleks under Cistercienserordenen, der som det eneste i Nedre Schlesien er blevet udpeget til optagelse på UNESCO’s liste over verdens kulturarv.
I 1242 hidkaldte fyrstinde Anna, enke efter Henryk II Pobożny (den Fromme), benediktinermunke til stedet og i 1292 indførte Henryk II’s barnebarn, Bolko I, fyrste af Świdnica, cisterciensermunke fra Henryków. Det abbedi, der hermed opstod, kom efterhånden til at omfatte et enormt område, der strakte sig fra Jelenia Góra til Dzierżoniów. Abbediet ejede 42 landsbyer og 2 byer og fik en særstilling i bispedømmet, således at biskoppen ikke havde direkte magt over klostret. Indtil 1810, hvor Preussen opløste ordenen, var klostret et kunstnerisk og kulturelt center, hvor kulturpersoner af første rang samledes.
De to fredede kirkebygninger, mausoleet for Piast-slægten fra Świdnica-Jawor og klostret udgør det mest fremragende barokke bygningskompleks i Schlesien.
Klosterkirken er ét af de allersmukkeste, senbarokke helligdomme, man kender.
Kirken er bygget i 1728-35; den er 80,5 m lang indvendigt og sammen med mausoleet er den 118 m udvendigt.Skulpturerne på facaden gør et stort indtryk. Tårnene er 71 m høje med hjælme på 21 m. De englefigurer, der står på toppen af tårnene, er 2,5 m høje. Fra det nordlige tårn, på en platform i 40 m højde, kan man beundre et smukt panorama over omegnen. Indvendigt kan man beundre fresker af Jerzy Wilhelm Neunhertz over bibelske emner og cisterciensernes historie. Korstolene og prædikestolen af egetræ er pragtfuldt udsmykket.
På hovedalteret findes et lille billede af Gudsmoder, til minde om abbediets grundlæggere, måske det ældste billede i Polen. Det er malet på lærketræ med målene 60 × 37,5 og har byzantinske stiltræk. Ovenover dette ses et stort barokbillede af Piotr Brandl, der viser Jomfru Marias himmelfart.
Sankt Josefs Kirke er bygget i 1690-96. Her findes en serie smukke fresker af Michael Willmann, der fremstiller scener af den hellige families liv. Willmann var Schlesiens mest fremtrædende maler i baroktiden, og blev kaldt “den schlesiske Rembrandt”.
I mausoleet findes 2 smukke, gotiske gravminder for Bolko I af Świdnica og Bolko II af Świdnica-Jawor, barokskulpturer af deres hustruer samt fresker udført af J.W.Neunhertz.
I omegnen ses 32 kapeller langs “lidelsens vej” samt Bethlehem (Betlejem) , abbedernes sommerresidens.

Lubawka ligger 11 km mod syd.
Jomfru Marias Himmelfarts Kirke (sognekirke) nævnes første gang i 1292. Den nuværende bygning opstod i det 15.årh. og blev ombygget i 1605-1615 og 1735-1738. Kirkens indre har udpræget barok karakter og minder meget om klosteret i Krzeszów og de kunstnere, der virkede der. Bemærkelsesværdigt er alteret, døbefonten fra 1781 og prædikestolen i træ fra det 18.årh.
Rådhuset beliggende centralt på torvet opstod som ombygning (ved P.Hammerschmidt) af en ældre bygning på stedet i 1726. Bygningen brændte sammen med hele byen i 1734 og ved genopbygningen blev den udvidet.Tårnet blev tilbygget i 1784. Indgangsporten er låst med en stor nøgle, der bærer byens våben. Byggestilen er den klassicistiske.

Marciszów (7 km mod nord).
Sankt Katarina Kirken nævnes første gang i 1335. Kirkebygningen bærer præg af den tyrolske byggestil.Grundplanen er firkantet med særskilt kor. Indvendigt bemærkes det gotiske alter fra det 14.årh. og den barokke prædikestol fra anden halvdel af det 18.årh. På kirkemuren findes epitafier over familien von Zedlitz fra 1573-80.

Chełmsko Śląskie (18 km mod syd).
Den Hellige Families Kirke (Kościół pod wezwaniem Świętej Rodziny) hører til de mest værdifulde barokke helligdomme i Nedre Schlesien. Kirken, der nævnes første gang i 1343, blev væsentligt forstørret og ombygget i 1670-80. Kirken er treskibet med adskilt kor og flerkantet afslutning. Kirkens kapeller er udsmykket af italienske kunstnere. Kirkens tårn er forneden kvadratisk, men foroven ottekantet. Indvendigt kan man bl.a. beundre det sengotiske basrelief fra ca. 1500, der forestiller Jomfru Marias kroning, og en pietà fra renæssancen, dateret 1650.Bemærkes bør også det udsmykkede træalter fra begyndelsen af det 18.årh.
Væverhusene – samling af væverhuse fra det 18.årh., kaldet “De 12 Apostle”.

Indkvartering

Booking.com
Kamienna Góra Byens officielle side
Kamienna Góra – Distriktets officielle side

Spisesteder:

Kamienna Góra Byens officielle side
Kamienna Góra – Distriktets officielle side

Andre internetsider og kilder

Kamienna Góra Byens officielle side

Kamienna Góra – Distriktets officielle side

Kort
Kamienna Góra
Rating
Dette sted er særlig interessant:
Godt Skal bare opleves

Søg efter overnatning
Booking.com
Søg


This page is also available in English. Denne side og indhold er (c) Copyright 2018- www.spangshus.dk. Baseret på Inviator software af ISCA Software