Rådhuset i Grodków
9.000 (2002)
Grodków kommune ligger i den vestlige del af Opole Amt, i Schlesien, dvs. vest for amtshovedbyen Opole og ca. 8 km syd for motorvej A4. Kommunens vestgrænse falder over en vis strækning sammen med grænsen til det Nedreschlesiske Amt.
De ældste spor af bosættelse på byens område stammer fra ældre stenalder. Byen omtaltes tidligst i kilderne som Grodcov (1234) og Grodchov (1278). Indtil 1290 hørte Grodków under fyrstendømmet Wrocław, siden fyrstendømmet Legnica, og efter at have været under tjekkisk og østrigsk overherredømme blev området i 1742 indlemmet i Preussen. I 1296 var Grodków blevet omgivet af en forsvarsmur med fire porte (hvoraf kun de to er bevaret). Byen blev dog ødelagt ved flere lejligheder, bl.a. under 30-årskrigen. Flere brande i tidens løb betød også store tab. I feudaltiden ernærede borgerne i Grodków sig ved landbrug, handel og håndværk. I 1787 var der 14 håndværkerlaug i byen. De største laug omfattede skomagere, slagtere, bagere og skræddere.I begyndelsen af det 19.årh. opstod de første industrielle virksomheder.
Indtil 1920 var Grodkow en tysk garnisonsby. Herefter blev garnisonen nedlagt.
Under 2.verdenskrig blev byen befriet den 5.februar 1945. Forinden var ca. 45% af byen blevet ødelagt under krigshandlingerne.
I Grodków fødtes komponist, dirigent og musikpædagog Józef Ksawery Elsner (1769-1854), der blev lærer for Fryderyk Chopin.
Den vestlige del af byen (set fra rådhuset) med sognekirken og Brama Lewińska
*Sognekirken (Sankt Michaels Kirke)*nævntes i de historiske kilder allerede i 1282. Efter en brand i 1449 blev kirken genopbygget. Kirken brændte dog for anden gang under 30-årskrigen og blev i 1600-tallet genopbygget og fornyet. Kirkens kor er i tidlig gotisk stil fra det 13.årh. Ved koret findes et sakristi fra overgangen mellem det 15. og 16.årh. Hovedalteret i sen barokstil er skænket til kirken af præsten Henryk Schmidt i 1729 og udført af billedhugger Michał Kossler fra Niemodlin og maleren Melchior Franciszek Ansi. Derudover findes i kirken bl.a. en marmordøbefont i barokstil og en klokke, der blev støbt i 1833 og ophængt over koret.
Den evangeliske kirke
I 1766 blev der oprettet et evangelisk sogn i Grodków og opført en kirke, der dog siden blev ødelagt. Byggeriet af den nuværende kirke påbegyndtes i 1845. Efter 2.verdenskrig overgik kirken til katolsk brug, men blev senere påny overtaget af den evangeliske menighed. Da antallet af medlemmer af denne menighed med tiden svandt stærkt ind, stod kirken til sidst tom og blev lukket.
Brama Lewińska, én af de gamle byporte
Ulica Warszawska, i baggrunden rådhuset
This page is also available in English. Denne side og indhold er (c) Copyright 2018- www.spangshus.dk. Baseret på Inviator software af ISCA Software