Udsigt fra Lønborg Kirke over Nationalpark Skjern Å.
Det område der her benævnes Vestjylland svarer omtrent til den vestlige del af det historiske Hardsyssel.
Vestjyllands naturlige grænse mod nord er Limfjorden. Mod øst er grænsen i denne fremstilling sat således, at Holstebro hører til Vestjylland, mens Viborg og Herning regnes til Midtjylland.
Jordbundsmæssigt er Vestjylland karakteriseret ved sandede jorder i modsætning til den federe jord i Østjylland.
Det meste af Vestjylland er opstået som følge af isens bevægelser under og efter den sidste istid, der kaldes Weichsel-istiden. Under Weichsel var Vestjylland ikke isdækket. Men fra isranden der forløb langs det, der nu benævnes den jyske højderyg, flød smeltevandet mod vest, ud mod havet og aflejringerne herfra har præget den vestjyske jord. Vestjylland består af sådanne smeltevandsletter afvekslende med såkaldte bakkeøer, hvis højere terræn er skabt under den næstsidste istid, kaldet Saale-istiden.
De primære vestjyske åer er Storå og Skjern Å.
Storå er med sine 104 km Danmarks næstlængste å. Den eneste større by, der gannemstrømmes af Storå er Holstebro. Storå udløber i Nissum Fjord.
Skjern Å er den tredielængste å i Danmark. Den er meget vandrig og er den eneste danske å, der har et egentligt floddelta, kaldet Skjern Enge, mellem byerne Skjern og Tarm – og udløbet i Ringkøbing Fjord. Området er nu nationalpark under navnet Nationalpark Skjern Å.
Der er ingen naturskove tilbage i den vestlige del af Jylland. Området var tidligere præget af vidtstrakte hedesletter, der nu for hovedpartens vedkommende er opdyrket. For at sikre afgrøderne på den nye landbrugsjord mod blæsten og forhindre jordfygning, plantede man tidligt læhegn af nåletræer omkring markerne. Siden opstod der plantager i stort omfang. Således skabtes der omkring Holstebro en ring af plantager. En meget stor plantage er Klosterheden, der ligger mellem Holstebro og Lemvig.
På Vestkysten er der ikke smalle, dybe fjorde, som der er i Østjylland. Derimod er der flere “strandsøer”, som er brede fjorde, afgrænset mod havet af en landtange. Af den slags fjorde er der (fra nord) Ferring Sø, Nissum Fjord, Vest Stadil Fjord og Ringkøbing Fjord, Fra Nissum Fjord, der modtager vand fra Storå samt nogle mindre åer, er der et udløb gennem tangen ved Thorsminde. Her kan man med en sluse regulere ind- og udstrømningen af vand og dermed sørge for, at vanddybden såvel som saltindholdet i fjordvandet er stabilt.
Tangen ved Ringkøbing Fjord bærer navnet Holmsland Klit eller bare Holmsland. Tangen er ca. 40 km lang og 1-2 km bred. Midt på tangen, ved Hvide Sande, er udløbet til havet. Her reguleres vandstanden i fjorden – som i Thorsminde – med en sluse.
Nordligst i Vestjylland findes der dog en lignende tange mellem Limfjorden og Vesterhavet. Men Limfjorden er jo ikke en almindelig fjord, men er snarere at regne som et meget bredt sund. Der er udløb til Kattegat ved Hals og til Vesterhavet ved Thyborøn. Den vestlige gennemsejling gennem tangen – kaldet Thyborøn Kanal – har dog ikke altid været mulig.
Den sydlige del af tangen kaldes Harboøre Tange, mens stykket nord for Thyborøn Kanal hedder Agger Tange. Denne nordligste del er dog snarere en halvø end en tange.
Den vestlige del af Limfjorden, inden for tangen, hedder Nissum Bredning.
Klitter
Et meget karakteristisk træk ved Vestkysten er klitlandskabet. Disse sammenblæste sandbakker kan både forekomme som kystklitter og som indlandsklitter.
Slusen i Thorsminde
Harboøre Tange
Husby Klitplantage
Klosterhede Plantage
Nissum Fjord
Skjern Ådal (Nationalpark Skjern Å)
Stråsø Plantage
Thorsminde Sluse
Holmsland Klit med Hvide Sande
Holstebro by
Lemvig by
Ringkøbing by
Denne side og indhold er (c) Copyright 2018- www.spangshus.dk. Baseret på Inviator software af ISCA Software