Der er et yndigt land Tekst: Adam Oehlenschläger, 1823 Melodia: H. E. Krøyer, 1835 Der er et yndigt land, det står med brede bøge nær salten østerstrand nær salten østerstrand. Det bugter sig i bakke, dal, det hedder gamle Danmark, og det er Frejas sal, og det er Frejas sal. Der sad i fordums tid de harniskklædte kæmper, udhvilede fra strid udhvilede fra strid. Så drog de frem til fjenders mén, nu hvile deres bene bag højens bautasten, bag højens bautasten. Det land endnu er skønt, thi blå sig søen bælter, og løvet står så grønt og løvet står så grønt. Og ædle kvinder, skønne mø'r og mænd og raske svende bebo de danskes øer, bebo de danskes øer. Hil drot og fædreland! Hil hver en danneborger, som virker, hvad han kan som virker, hvad han kan! Vort gamle Danmark skal bestå, så længe bøgen spejler sin top i bølgen blå, sin top i bølgen blå. Vort gamle Danmark skal bestå, så længe bøgen spejler sin top i bølgen blå, sin top i bølgen blå.

Jest uroczy kraj Pierwsza i ostatnia zwrotka wiersza Adama Oehlenschlaegera "Der er et yndigt land" brzmia w dowolnym tlumaczeniu: Jest uroczy kraj z rozlozystymi bukami nad slonym brzegiem wschodnim; Wije sie pagórkami, dolinami, nazywa sie stara Dania, i to jest sala Freji. --------------------------------- Niech zyje Król i Ojczyzna! Niech zyje kazdy Dunczyk, który pracuje, ile moze! Nasza stara Dania istniec bedzie, póki czubek buku odbija sie w fali niebieskiej.