spangshus online Turist i Polen Dine rejseindtryk fra Polen

Dine rejseindtryk fra Polen

"Ulveskansen"
Tur gennem Pommern til Mazury og herfra sydpå til Warszawa og Kraków
(september 2008)

Kære Christian Spangshus !

Hjemkommet fra Polen, vil jeg straks meddele, at hele rejsen har været en fuldstændig succes, og dele af den vil meget snart blive gentaget.
Deres forarbejde fungerede 100 % perfekt. Alle aftaler blev overholdt og alle reservationer var på plads. Perfekt.

Turen ganske kort med få kommentarer :

Słupsk:
Hotellet (Gościniec Rowokól) en smule svært at finde, men til gengæld var vejen ud af byen lyn-hurtig. Selve hotellet - Tja - for 40 år siden...... Rimeligt pænt og rent. Kunne trænge til rigtige madrasser og beliggenheden var jo lidt snusket. M.h.t. restaurant, så anbefalede personalet i receptionen, at vi spiste ude !!!

Olsztyn:
Hundesvær by at finde rundt i. Tog en taxa som lods !! Mødte Bogusia (tolken) som aftalt, og alt OK. Fint hotel (Hotel Gromada) - god mad. OK. Bogusia en positiv oplevelse, absolut ( så ved jeg ikke, hvad hun mener om os !! )

Gierłoż (Ulveskansen / Wilczy Szaniec):
Ulveskansen: Spændende, knugende og forstemmende. Historiens vingesus var MEGET nærværende i den fugtige skov med vindens susen i granernes toppe. Tæt på uhyggelig, hvis man lod sig drage. Fint hotel (Hotel Wilczy Szaniec) med en meget fin balance mellem det primitive ( som den gang ) og krav i dag om fx bad og toilet. Venligt personale. Ingen restaurant om aftenen, så vi kørte på anbefaling til Kętrzyn - superperfekt restaurant ved torvet og en gammel borg/ kirke/ kloster. Igen en meget stor hjælp at have Bogusia med.
Næste dag mod syd mod Warszawa, og Bogusia blev kørt helt hjem og afregnet.
Jeg har sendt hende en takke-mail, men intet hørt. Jeg har en CD til hende med billeder, men mangler privat adr. Kommer vel.
Generelt i det område viste det sig, at rigtig mange mennesker ikke havde opdaget, at 1989 er passeret, men det var vel at vente, og det kommer til at tage meget lang tid, før man "åbner sig op". Det skal ses i kontrast til de næste byer, Warszawa og Kraków.

Warszawa:
Resten af turen forløb også perfekt, og i Warszawa havde vi 2 politifolk som guider, så dér fik vi også set uhyggeligt meget - men, men den by er vi slet ikke færdige med.!

Kraków:
I Kraków løb vi ind i et kæmpe musik arrangement i den gamle bydel, og så kunne vi også se det igen på TV på hotellet. Ascot (Hotel Ascot) var perfekt - 100 m fra Den gamle By - og formentlig det reneste hotel, vi nogensinde har boet på. Dejligt personale og lutter venlige mennesker. Ved indkørsel i byen viste det sig, at en på mit kort ( fra i år ) markeret hovedvej, frem mod ringgaden ( Pawia m.v. ) var ændret til en sekundær vej, der endte blindt i ??? Det lykkedes dog uden de helt store overtrædelser af Færdselsloven at komme frem, og hotellets parkering var 2-3 min.s gang borte.

Wieliczka:
OBS. Medens jeg husker det - Saltminen. Den kan jeg personligt IKKE anbefale. En turistfælde uden lige. Vi blev jaget igennem, så hvis jeg var standset op for at fotografere, skulle jeg LØBE for at nå gruppen, og det viste sig oven i købet ved nærlæsning af deres brochurer, at vi ikke engang havde set det 1/2 af, hvad man reklamerede med. Men, jeg skriver en særskilt klage til minen og Det Polske Turistkontor. Det var hele turens absolut eneste "sorte" plet.

Det var så lige lidt om Polen, og vi kan kun anbefale landet som rejsemål. Vi mødte i øvrigt forbløffende få individuelt rejsende, men masser af busser.

Deres arbejde kan jeg også kun anbefale, og jeg vil om et par dage skrive til Jyllands-Posten og berette om turen, idet det jo oprindeligt var Jyllands-Posten, der bragte mig i forbindelse med Dem.

De venligste hilsener, og Tak !
Arne Søndergaard Nielsen


Twardowska & Spangshus

Retur til: Dine rejseindtryk fra Polen