- spangshus online - - Turist i Polen - Turistattraktioner Nationalparker // Podlasie
Białowieża Nationalpark

Beskrivelse. - Indkvartering. - Links

Beskrivelse:
Białowieża Nationalpark (Białowieski Park Narodowy) er den ældste af de polske nationalparker, idet den blev etableret i 1921. Arealet er 10.502 ha (105 km2). Parken ligger i hjertet af Białowieża-urskoven og den blev i 1977 anerkendt af UNESCO som internationalt biosfærereservat og desuden i 1979 (som det eneste naturområde i Polen) som tilhørende Verdens Kultur- og Naturarv. Siden 1992 udgør parken en del af det polsk-hviderussiske tværnationale Białowieża-område og registreret som sådan på UNESCO's World Heritage List.
Parkens vigtigste område er det egentlige reservat, der ligger mellem floderne Hwozna mod nord og Narewka mod vest. Statsgrænsen til Hviderusland (markeret med et pigtrådshegn) passerer gennem området; øst for grænsehegnet ligger således den (væsentligt større) hviderussiske nationalpark med samme navn.
Białowieża Nationalpark beskytter de sidste naturlige skov-økosystemer i det europæiske lavland, beliggende i zonen for løvskov og blandingsskov. Den træbestand og de skovforekomster, der er blevet reddet, er de eneste eksempler på, hvordan de europæiske skove engang så ud. Den vigtigste skovforekomst af den centraleuropæiske type er en skov bestående af eg og avnbøg, som man på polsk betegner med det folkelige navn "gra,d". Denne skovtype har en karakteristisk struktur, idet den består af flere niveauer: Ovenover løvtræernes bladhang hæver sig enkelte himmelstræbende toppe af rødgran, der ofte når op til 45 meters højde. Under de højeste grantræer findes et niveau af anselige toppe af eg, lind, ahorn og undertiden også ask og elm. I en højde af 10-20 meter finder man avnbøgenes kompakte trækroner. Bevoksningen med buske i skovbunden er også særdeles frodig.
Adskillige skovforekomster i parken er mere end 200 år gamle som helhed og mange enkelttræer er mellem 250 og 400 år.
Værdien af skovene i nationalparken består først og fremmest i den usædvanlig formrigdom, der blandt andet giver sig udtryk i antallet af arter.
Faunaen i parken er også særdeles rig. Det største dyr i Białowieża-urskoven og i hele Europa er bisonoksen. For to tusind år siden levede dette dyr i næsten hele Europa med undtagelse af den nordlige del af Skandinavien. Voksne bisontyre kan nå en vægt på 1 ton. Udover bison lever her også elsdyr, vildsvin, hjorte, rådyr og bævere. Af større rovdyr findes ulv og los.
Ikke mindre end 130 fuglearter bygger rede i parken, herunder skrigeørnen, den sorte stork og tranen, samt 8 spættearter.
Til nationalparken hører også Slotsparken, Centret for Bisonavl og Beskyttelsesområdet "Hwozna". Tilgængeligt for turister er Demonstrationsreservatet for Bison (hvor man også viser andre dyr), Skov- og Naturmuseet samt Centret for Naturundervisning.

Adgangsveje og overnatningsmuligheder:
Man kører i personbil eller i bus ad vej nr. 689 fra Bielsk Podlaski og ind til grænsen for nationalparken; først er der 27 km til den mindre by Hajnówka, der ligger på grænsen til urskoven (Puszcza Białowieska); i Hajnówka er der et par mindre hoteller og privat værelsesudlejning; herfra er der 19-20 km gennem skoven til den store landsby Białowieża, der ligger centralt i skoven og lige på grænsen til nationalparken. Undervejs gennem skoven er der et vejskilt til venstre mod landsbyen Budy, hvor man kan overnatte i et pensionat. I selve Białowieża er der 2-3 store hoteller, pensionater, privat værelsesudlejning (også af typen "bed & breakfast") samt campingpladser.
I Białowieża er der direkte indgang til nationalparkens område.

Besøg i nationalparken og udflugter i skoven:
Udflugter til fods - under ledsagelse af guide - i det strengt beskyttede område, herunder besøg i bisonreservatet: henvendelse til turistkontoret: Biuro Uslug Turystycznych PTTK, ul.Kolejowa 17, Białowieża.
Udenfor det strengt beskyttede område er der afmærkede turiststier, hvor man kan gå eller cykle.
Endvidere er der mulighed for ridning og kørsel med hestevogn. Man kan også spørge de enkelte hoteller om deres særlige tilbud til turisterne.

Nationalparkens adresse er:
Białowieski Park Narodowy
Park Palacowy 5
17-230 Białowieża
Tlf: + 48 - 835 12 306
Fax: + 48 - 835 12 323

Hele Białowieża-urskoven beliggende på grænsen mellem Polen og Hviderusland, og hvoraf nationalparken udgør en mindre del, dækker totalt et område på 1.470 km2 (dvs som Lolland og Møn tilsammen), heraf 595 km2 (dvs noget mere end Bornholms areal) på den polske side af grænsen. Til sammenligning dækker den største danske skov, Rold skov, kun 77 km2.


Indkvartering:

Białowieża:
(Afstande fra: Białystok ca. 90, Warszawa ca. 250; Gdansk ca. 517 km)

Wasza reklama
Deres reklame


Andre links vedr. indkvartering:

Hotel Białowieski

Generelle links vedr. indkvartering:

123noclegi: Województwo Podlaskie: Białowieża


Generelle links:

Bialowieza Primeval Forest
A map of the Polish part of the Bialowieza Primeval Forest
World Heritage Sites in Poland
UNESCO: The World Heritage List
UNESCO: Belovezskaja Pusca / Bialowieza Forest
Bialowieza National Park
Bialowieski Park Narodowy
Bialowieski Park Narodowy
Polish National Parks
PAN Parks Online


Andre links:
Cykelferie i Polen/Bialowieza
Læs på denne side om vort tilbud om cykeltur gennem Bialowieza-skoven.

Billedgallerier:
Frank Verhart:
Bialowieza forest og Bialowieza. Other places

Turist i Polen