spangshus - Litteratur


Digte

Hermed nogle af mine mest foretrukne digte.

Engelsk

Love's Farewell
by Michael Drayton (Sonnet 61 from his 'Idea', 1619)

Since there's no help, come let us kiss and part;
Nay, I have done, you get no more of me,
And I am glad, yea glad with all my heart
That thus so cleanly I myself can free;

Shake hands forever, cancel all our vows,
And when we meet at any time again,
Be it not seen in either of our brows
That we one jot of former love retain.

Now at the last gasp of Love's latest breath,
When, his pulse failing, Passion speechless lies,
When Faith is kneeling by his bed of death,
And Innocence is closing up his eyes,

Now if thou wouldst, when all have given him over,
From death to life thou mightst him yet recover.


The Road Not Taken
By Robert Frost

Two roads diverged in a yellow wood,
And sorry I could not travel both
And be one traveler, long I stood
And looked down one as far as I could
To where it bent in the undergrowth;

Then took the other, as just as fair,
And having perhaps the better claim,
Because it was grassy and wanted wear;
Though as for that the passing there
Had worn them really about the same,

And both that morning equally lay
In leaves no step had trodden black.
Oh, I kept the first for another day!
Yet knowing how way leads on to way,
I doubted if I should ever come back.

I shall be telling this with a sigh
Somewhere ages and ages hence:
Two roads diverged in a wood, and I—
I took the one less traveled by,
And that has made all the difference.

(American)


Stopping by Woods on a Snowy Evening
by Robert Frost

Whose woods these are I think I know.
His house is in the village though;
He will not see me stopping here
To watch his woods fill up with snow.

My little horse must think it queer
To stop without a farmhouse near
Between the woods and frozen lake
The darkest evening of the year.

He gives his harness bells a shake
To ask if there is some mistake.
The only other sound's the sweep
Of easy wind and downy flake.

The woods are lovely, dark and deep,
But I have promises to keep,
And miles to go before I sleep,
And miles to go before I sleep.

(American)


Do not stand at my grave and weep
Mary Elizabeth Frye

Do not stand at my grave and weep,
I am not there; I do not sleep.

I am a thousand winds that blow,
I am the diamond glints on snow,
I am the sun on ripened grain,
I am the gentle autumn rain.

When you awaken in the morning's hush
I am the swift uplifting rush
Of quiet birds in circling flight.
I am the soft star-shine at night.

Do not stand at my grave and cry,
I am not there; I did not die.

(American)


No man is an island

John Donne

No man is an island,
Entire of itself.
Each is a piece of the continent,
A part of the main.
If a clod be washed away by the sea,
Europe is the less.
As well as if a promontory were.
As well as if a manor of thine own
Or of thine friend's were.
Each man's death diminishes me,
For I am involved in mankind.
Therefore, send not to know
For whom the bell tolls,
It tolls for thee.

Ordene (egentlig prosa) blev skrevet af John Donne i hans 'Meditation 17' fra 'Devotions upon Emergent Occasions' fra 1624.
Den originale passage var som følger:

"No man is an iland, intire of it selfe; every man is a peece of the Continent, a part of the maine; if a clod bee washed away by the Sea, Europe is the lesse, as well as if a Promontorie were, as well as if a Mannor of thy friends or of thine owne were; any mans death diminishes me, because I am involved in Mankinde; And therefore never send to know for whom the bell tolls; It tolls for thee...."


Robert Louis Stevenson

Under the wide and starry sky
Dig the grave and let me lie.
Glad did I live and gladly die,
And I laid me down with a will.

This be the verse you grave for me;
"Here he lies where he longed to be,
Home is the sailor, home from sea,
And the hunter home from the hill."


William Butler Yeats

When you are old and grey -

Down by the Salley Gardens

The Lake Isle of Innisfree



Polsk

Halina Poświatowska

(1935-1967)

Jestem Julią
mam lat 23
dotknęłam kiedyś miłości
miała smak gorzki
jak filiżanka ciemnej kawy
wzmogła
rytm serca
rozdrażniła
mój żywy organizm
rozkołysała zmysły

odeszła

Jestem Julią
na wysokim balkonie
zawisła
krzyczę wróć
wołam wróć
plamię
przygryzione wargi
barwą krwi

nie wróciła

Jestem Julią
mam lat tysiąc
żyję -


JEG ER JULIA ---

jeg er Julia
jeg er 23 år
engang smagte jeg kærligheden
den var bitter
som en kop sort kaffe
den forstærkede
hjertets rytme
opirrede min levende organisme
bragte sanserne i oprør

den forsvandt

jeg er Julia
højt på balkonen
afhængig
råber jeg kom tilbage
kalder jeg kom tilbage
jeg sætter pletter
på mine itubidte læber
med blodets farve

den kom ikke tilbage

jeg er Julia
jeg er tusinde år
og jeg lever -------

("Jestem Julia" fra samlingen "Hymn balwochwalczy", 1958)
(Oversat fra polsk af Christian Spangshus)


I am Juliet

I am Juliet
I am 23 years old
I touched love once
it had a bitter taste
like a cup of dark coffee
it quickened
the pace of heart
it irritated
my living body
it agitated my senses

it left me

I am Juliet
on a high balcony
dependent
I scream come back
I shout come back
I stain
my cracked lips
with the colour of blood

it did not come back

I am Juliet
I am 1000 years old
I am alive


Leopold Staff

(1878-1957)

DE LÆSENDE

Tusmørket råder, den brændende sol udslukt;
Træernes skygger ved bredden svinder, her
Drømmer en ung mand, brændende håbefuld,
Kyssende bladet i bogen om Julia.

Milevidt borte etsteds i parken
Vandrer på stien en pige så ensomt,
Samme bog ømt til sit bryst hun just knuger,
Hviskende hengivent sødmefuldt: "Romeo!"

Selvsamme bog, samme time og længsel
Åbned i sjælene kærligheds porte;
Her blev de ét, iklædt livsvårens pragt

Opleved gensidigt omfavnet første
Rusens ekstase, dem hidindtil ukendt,
Skønt de ej kender ej ved om hinanden.

("Czytelnicy")
(Oversat fra polsk af Christian Spangshus)


SÅ MAN KAN ELSKE

Så man kan elske uvidende om det?
Efter et tilfældigt, ganske kort møde
Give hinanden et håndtryk til afsked,
Med fred i sjælene gå bort - for altid ...

Næste dag dog, ja for knap er man adskilt,
Brat til hin dag i sin tanke forvilde
Standse som foran et under, et gyldent,
Føle sit hjerte som helt - i forvisning!

Siden tilbage at vende, forgæves,
Fortiden gransker erindringens sigte,
For der at finde, hvad da var i live!

Vemodigt drysser blot det tørre, grå støv,
Som timeglassets sand, der hvisker:"For sent!"-
Ak, man kan elske uvidende om det!

("Więc można kochać" fra samlingen "Sowim piórem", 1921) (Oversat fra polsk af Christian Spangshus)



Dansk

Poul Henningsen
Melodi: Kai Normann Andersen - Tekst: Poul Henningsen 

Tilgi jeg sir et letsindigt ord.
Det er klogt, at De forstår det straks. 
Bare en hyldest til denne jord,
for vi har jo kun den samme slags. 
Verden har nu hadet mer end nok. 
Vi kan kun besvare med at elske. 
Selv i den jordiske kærlighed 
findes våben mod et ragnarok.
I dit korte liv
er hver time dyr,
hvert sekund et dyrt sekund.
Du glemmer vel ikke, at årene ryer. 
Se på dit ur:
Viserne flyer.
Hold dig vågen ven.
Vores lille liv
sluttes inde af en søvn.
Vi er af samme stof,
som drømme gøres af:
det store tomme rum.

Alle som påstår, der findes mer,
gir os veksler uden underskrift.
Mensket har dyrket en hob ideer
som erstatning for naturlig drift.
Enkel er din skæbnes smukke lov:
Hvert atom forlanger, du skal leve.
  Mensket blev menske i kærlighed 
gjort i elskov - ja det blev vi dog.
I dit korte liv
er det meste spildt.
Tænk igennem punkt for punkt.
Bedøm du det selv og bedøm det kun mildt: 
Håndtryk blev glemt,
chancer blev spildt.
Hold dig vågen ven.
Hvorfor sove nu
i den lyse sommernat ...
Det haster med det kys.
Den kommer, før du tror,
den drømmeløse søvn.


Oldnordisk

Hávamál vers 76-77
Hávamál (Den højes tale) er et oldnordisk digt fra – sandsynligvis – 800-tallet. Indgår i samlingen Den ældre Edda.
”Frænder” betyder slægtninge
”Fæ” betyder eller kvæg eller dyr
Ordene er gammeldags men findes stadig i dansk.

76.
Deyr fé,
deyja frændr,
deyr sjalfr it sama,
en orðstírr
deyr aldregi,
hveim er sér góðan getr.

  77.
Deyr fé,
deyja frændr,
deyr sjalfr it sama,
ek veit einn,
at aldrei deyr:
dómr um dauðan hvern.


Fæ dør
frænder dør
selv skal du også dø
men eftermælet
skal aldrig dø
efter den som har fået et godt

Fæ dør
frænder dør
selv skal du også dø
jeg ved ét
som aldrig dør
dommen over hver en død


Cattle die, kindred die,
Die you shall yourself:
But never dies a good repute
Of one who earned it well.

Cattle die, kindred die,
Die you shall yourself:
I know one thing that never dies,
The judgment on each one dead.

.



Fortsættes / To be continued